Det var slet ikke meningen, at alle danske mink skulle aflives.

Det var i hvert fald ikke den løsning, som ledende embedsfolk i en stribe ministerier havde arbejdet på, inden regeringstoppen underskrev pelsdyrenes dødsdom.

Det forklarer Michael Dithmer, mangeårig departementschef i Ervervsministeriet, under sin afhøring i Minkkommissionen.

Han deltog i det helt centrale møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november, hvor beslutningen om at slå alle mink ihjel blev truffet.

Og det møde tog altså ifølge Dithmer en ret markant drejning.

»Aflivningsmodellen kom frem på mødet. Inden havde vi arbejdet med andre løsninger,« lød det fra departementschefen under afhøringen.

Han er en af de absolut mest rutinerede departementschefer og har siddet i sin stilling siden 2001.

Han forklarede, at embedsfolk havde arbejdet med to modeller – en decideret nedlukning af minkerhvervet, og en dvalemodel, hvor minkavlerne måtte beholde deres avlsdyr.

Men minkene endte med at blive aflivet. Også avlsdyr.

Mink aflives på minkfarm ved Næstved 6. november 2020.
Mink aflives på minkfarm ved Næstved 6. november 2020. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Michael Dithmer kom under afhøringen i kommissionsudspørger Jakob Lund Poulsen skudlinje, da han blankt erkendte, at der ikke var den mindste diskussion af, om drabet på millioner af mink overhovedet var lovlig.

»Der var ingen diskussioner om hjemmel på mødet i koordinationsudvalget. Det kom ikke op,« siger Michael Dithmer.

Var det, fordi man havde en opfattelse af, at der var hjemmel? Eller var det, fordi man ikke havde overvejet det?

»Hjemmelsspørgsmålet var ikke oppe, og det er heller ikke normalt, at man kommer ind på det. De forskellige ministre har jo normalvis sikret det inden. Det er der, ansvaret ligger,« siger Michael Dithmer.

Men det svar tilfredsstillede ikke kommissionen.

Er det ikke ret vigtigt, om der er hjemmel til sådan en voldsom beslutning?

»Det var jo en helt særlig situation, og drøftelsen var meget overordnet i K-udvalget,« lyder det fra Dithmer.

Michael Dithmer er den længst siddende departementschef blandt de nuværende. Her ses han i 2018.
Michael Dithmer er den længst siddende departementschef blandt de nuværende. Her ses han i 2018. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Er vi ude i, at man træffer en beslutning om aflivning uden reelt at kende de lovgivningsmæssige konsekvenser?

»I min erindring var der ikke en diskussion om hjemmel,« svarede han igen.

Under afhøringen blev der fremvist en række mail, der blandt andet kunne afsløre, at de sidste bilag først var ministrene i hænde få minutter før mødets start.

Generelt tegnes et billede af en ekstremt hektisk kommunikation mellem de forskellige ministerier, påpeger udspørgeren.

Kunne man ikke have taget ti minutters læsepause, så man kunne have sat sig ind i det hele? Det virker jo til, at det var hektisk?

»Det var en meget speciel situation, og der skulle reageres. Det var stemningen. Mødet var jo allerede blevet udskudt med halv time,« forklarer Michael Dithmer.

Mødet blev holdt klokken 21.30. Og ved mødets afslutning var minkenes dødsdom altså underskrevet.

Regeringen vælger at erklære minkenes død ved et pressemøde, men her nævnes der ikke et ord om mulig hastelovgivning eller manglende lovlighed.

Det er ellers tidligere kommet frem, at man i Fødevareministeriet allerede tidligt i processen vidste, at der skulle ny lovgivning til for at lovliggøre drab på alle mink.

Minkkommissionen skal i alt afhøre 61 centrale ministre og embedsfolk. Herunder også statsminister Mette Frederiksen.

Genoplev torsdagens afhøring i LIVE-bloggen herunder: