SF er villige til at tage imod 500 kvoteflygtninge og 4.500 øvrige flygtninge om året, hvis der kan laves fælles europæiske regler.

SF-formand Pia Olsen Dyhr sætter for første gang præcise tal på SF's flygtningepolitik, som ikke er så hård som Socialdemokratiets.

»Vi synes, vi skal tage 500 kvoteflygtninge om året. Vi ønsker, at man skal søge asyl fra FN-lejre syd for Middelhavet. Så kan vi åbne op for flere kvoteflygtninge. UNHCR mener, at Europa skal tage 500.000 om året, og det svarer til, at vi skal tage 4.500. Men det kræver en fælles europæisk flygtningepolitik,« siger hun.

Mange føler sikkert, at SF's udlændingepolitik ligger ret tæt op ad Socialdemokratiets. Men faktisk har SF kun stemt for 14 af de udlændingestramninger, der er vedtaget siden valget i 2015, mens Socialdemokratiet har stemt for 89.

»Vi forholder os til det konkrete forslag. Vi vil en humanistisk flygtningepolitik og en realistisk integrationspolitik. Vi skal have integrationen til at lykkes. Og vi har taget andre værktøjer op af kassen, efter at flygtningene vandrede på motorvejene i 2015. Vi skal lykkes med det her, men det skal gøres på en humanistisk måde.«

Får man så en hård eller blød udlændingepolitik, hvis man stemmer på SF?

»Jeg synes, det er passé at tale om strammere og slappere. Jeg ønsker, at de mennesker bliver en del af det her samfund, de skal ikke være isolerede. Kvinderne skal ud på arbejdsmarkedet og være ligestillede med andre. Og vi skal have kontrol med, hvor mange der kommer til landet.«

»Vi skal have en integrationsminister, der fokuserer på de reelle problemer. Der er for mange unge mænd med ikke vestlig baggrund, der ikke får en uddannelse, mens de unge piger stormer frem. Kriminaliteten er for høj. Der skal laves socialpolitiske tiltag.«

Hvis I skal samarbejde med en socialdemokratisk regering, skal I måske også samarbejde med DF om udlændingepolitikken - kan I det?

»Vi giver ikke carte blanche til nogen. Det kommer an på indholdet,« siger Pia Olsen Dyhr.