Det var ikke helt overraskende for Maria Reumert Gjerding (SF), at hun fik tilbudt posten som miljøminister.

Det fortæller den nu tidligere præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN), som onsdag er blevet miljøminister for SF i den nye såkaldte firkløverregering.

SF-formand Pia Olsen Dyhr ringede til Maria Reumert Gjerding tirsdag aften klokken 19.30 og tilbød hende ministerposten.

Hun er den eneste blandt de 21 ministre i regeringen, som er hentet ind udefra.

- Det er ikke første gang, vi har talt sammen. Selvfølgelig har vi drøftet muligheden før, men du kan aldrig være sikker på noget som helst, før du får det endelige opkald aftenen før, og det var jeg bestemt heller ikke, siger Maria Reumert Gjerding med henvisning til SF's formand.

Som præsident for Danmarks Naturfredningsforening roste Maria Reumert Gjerding tirsdag regeringsgrundlaget i store vendinger, da det blev præsenteret.

Få timer senere blev hun tilbudt en ministerpost. Om det er troværdigt eller ej, må andre vurdere, siger hun.

- Da jeg kommenterede på regeringsgrundlaget, havde jeg en rolle som præsident i DN, og jeg fremførte DN's holdninger til det grundlag.

- I dag har jeg en anden rolle. Nu er jeg talsperson som miljøminister i denne regering, siger Maria Reumert Gjerding.

Hun er ikke helt ukendt i dansk politik. Fra 2015 til 2018 var hun således folketingsmedlem for Enhedslisten. Hvornår hun er blevet SF'er, er uklart.

Som præsident for DN har hun de seneste år været ganske fremtrædende i medierne, og hun har uden tøven kritiseret den til enhver tid siddende regering, hvis der ifølge hende har været behov for det.

Men hvad så nu, hvor hun er blevet minister selv? Vil hun fortsat mene det, hun altid har ment? Ja, er svaret. Dog med et forbehold.

- Jeg kommer til at mene det, jeg altid har ment. Men det er klart, at nu er jeg minister i en regering. Det, der er min opgave, mit job, det er at føre regeringens miljøpolitik ud i livet og sørge for, at det er den, der bliver til virkelighed, siger hun.

Som person vil hun dog mene det samme, slår hun fast.

- Det er klart, at når man er minister, skal man være 100 procent loyal over for regeringsgrundlaget og over for regeringens linje i enhver sag.

- Personen vil mene det samme, men det er klart, at jeg er minister nu, men heldigvis for mig i en meget grøn regering, siger Maria Reumert Gjerding.

/ritzau/