Pia Kjærsgaard fortalte torsdag i et interview, at hun ikke var specielt overrasket over, at Helle Thorning-Schmidt dropper Folketinget og livet som folkevalgt politiker til fordel for ngo'en Red Barnet International. Thorning-Schmidt har ifølget Kjærsgaard ikke haft hjertet med længe. Hendes udtalelser omkring den tidligeres statsminister har vakt harme hos Thornings partifæller, der nu skyder med skarpt mod Folketingets formand.

Peter Hummelgaard Thomsen (S) har fattet tasterne og kritiseret Folketingets formand via sin Facebook-profil, hvori han konstaterer, at den tidligere formand for Dansk Folkeparti og nuværende formand for Folketinget ikke er sit formandskab værdigt.

»Pia Kjærsgaard er simpelthen uværdig som Folketingets formand. Nu langer hun igen en sviner afsted mod Helle Thorning-Schmidt. Det burde ellers ikke være svært for Folketingets formand at sige noget pænt om landets første kvindelige statsminister.

Pia Kjærsgaard viser, at hun er et meget lille menneske.

Når nu vi ikke kunne beholde Mogens Lykketoft som formand, så vil jeg hellere have Bertel Haarder. ‪#‎intetformat‬«

I Pia Kjærsgaards interview med dr.dk, svarer hun blandt andet på, hvordan hun vil huske den første kvindelige statsminister i landet.

»Men hvordan vil jeg beskrive hende? Meget ambitiøs, men det gik jo ikke, som hun gerne selv ville have, det skulle gå. Det er klart. Hun tabte valget, og ud fra det tror jeg, at hun, fra den dag hun tabte valget, har søgt andre poster. Det vidste vi jo også godt, og nu ser det så ud til, at hun har fået det«, siger Pia Kjærsgaard til dr.dk og slår fast, at Helle Thorning-Schmidts hjerte har været et andet sted i lang tid.

»Jamen, det synes jeg ikke er noget nyt, må jeg stilfærdigt sige. Det tror jeg, det har gjort længe, så jeg håber faktisk oprigtigt for hende, at det lykkes denne gang.«

Helle Thorning-Schmidt virker ikke synderligt berørt af Pia Kjærsgaards udtalelser, selvom hun ikke vil tage stilling til spørgsmålet, om hun vil savne sin tidligere rival:

»Ved du hvad, det er lykkedes mig igennem rigtig mange år på Christiansborg at se hen over Pia Kjærsgaards spydigheder. Og det vil jeg egentlig fortsætte med at gøre… jeg har det lige så godt«, siger hun til Politiken.

Et meget lille menneske
»Pia K minder os alle sammen om, at hun er et meget lille menneske.«

Det skriver ligestillings- og turismeordfører Rasmus Horn Langhoff (S) på Twitter torsdag, efter han har læst interviewet, Trine Bramsen (S) har tilkendegivet Rasmus Horn Langhoffs udmelding ved at 'retweete' budskabet på sin egen profil.

Pia Kjærsgaards umiddelbare reaktion på en højtlæsning af ovenstående udtalelser fra medlemmer af Socialdemokaterne lyder:

»Aj, slap nu lige lidt af. Jeg tænker oprigtigt, om de ikke har andet at lave? Tag jer nu lige en lille smule sammen. Det er meget mærkeligt det her, og jeg forstår ikke, at de vil være sig selv bekendt at komme med det her. Det ligner ikke noget, det er helt langt ude. Jeg ønskede hende faktisk oprigtigt tillykke. Det her er ret småligt.,« siger hun ifølge Berlingske.