Efter næsten 40 år på posten træder Pia Kjærsgaard tilbage som Dansk Folkepartis udlændingeordfører.

Det bekræfter hendes stedfortræder, den unge DF-profil Mikkel Bjørn, til B.T.

»Det er rigtigt,« siger den 28-årige politiker onsdag.

»Jeg er selvfølgelig meget og glad og taknemmelig for, at Pia har vist mig den tillid at overdrage et så vigtigt ordføreskab for Dansk Folkeparti som udlændingeordførerskabet.«

Bjørn blev valgt ind i Folketinget for Nye Borgerlige i 2022. Få måneder senere skiftede han til DF.

I begge partier har han, ikke så overraskende, gjort sig bemærket som en markant stemme i udlændingedebatten.

Pia Kjærsgaard har siddet på posten som udlændingeordfører i en stor del af partiets levetid.

Hun vil blandt andet blive kulturordfører i partiet. Det er en post, som Bjørn har varetaget.