Det er ikke en uge siden, at Pia Kjærsgaard var ude med riven efter Lagkagehuset, fordi de nu indførte 'kagepersoner'.

Nu er det så Skole OL, som står for skud, efter de torsdag aften meldte ud, at der som udgangspunkt vil blive serveret halalkød til børnene.

»Det er absurd. Vi bøjer os mere og mere og giver positiv særbehandling konstant. Det går ud over andre. Hvorfor i al verden skal man kun have halalslagtet. Der er vel trods alt flere danske børn med,« siger Pia Kjærsgaard.

Danmarks Idrætsforbund og Dansk Atletik står bag Skole OL, som oplyser på deres hjemmeside, at hvis man ikke vil have halalslagtet kød, så kan man skrive en mail til dem.

Men det er ikke nok for Pia Kjærsgaard.

»Skulle man ikke hellere vende den om og vælge halalslagtet kød til, så dem, der gerne vil have halalslagtet kød, må tage sig sammen og skrive. Det er den omvendte verden,« siger hun og tilføjer.

»Det er fuldstændig absurd. ‘Jeg er et dansk barn. Nu beder jeg lige mine forældre om at skrive, at jeg ikke vil have halalslagtet kød’. Hold nu op altså. Jeg synes, det her er total til grin.«

Tror du virkelig, at børnene over en bred kam går op i, at kødet er halalslagtet?

»Det kan jeg ikke sige, hvad de gør, men jeg tror, at ganske almindelige danskere gør. Under alle omstændigheder så er forældrene udmærket klar over, hvad der foregår. Det her er et skred, som vi skal stå imod,« siger Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard runder sit opslag på Facebook af med at nævne, hvad det næste skridt kan være. Her nævner hun blandt andet, om  der næste år vil være bederum, om en imam vil velsigne Skole OL eller om det næste år skal foregå kønsopdelt.

Er det en reel frygt eller er det med et lille glimt i øjet, at du nævner de her ting?

»Det er ikke i sjov. Det er en reel frygt for, hvad fremtiden bringer. Hvis man havde spurgt mig for nogle år siden omkring halalslagtet kød til Skole OL, så havde du nok spurgt om det samme,« siger Pia Kjærsgaard.

Efter B.T. har forholdt Pia Kjærsgaards kritik til Skole OL, er Dansk Idræts Forbund vendt fuldstændig på en tallerken.

»Vi serverer aftensmad til de ca. 2000 overnattende skolebørn, som kommer langvejs fra. Af praktiske årsager vil vi gerne lave én menu, så alle spiser det samme. Vi troede, at alle ville spise halalkød, men kritikken viser, at det ikke er tilfældet,« siger Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i Dansk Idræts Forbund, i et skriftigt svar.

»Vi tager kritikken til efterretning og med få dage til finalestart har vi knoklet på højtryk, så halalkød nu bliver et tilvalg. For os må Skole OL aldrig blive en diskussion om mad. Skole OL handler om børn, fællesskab, glæde og idræt,« siger han.

»Det var en fejlvurdering fra vores side, så vi har med få dage til finalestart knoklet i kulissen, så halalkød nu bliver et tilvalg,« slutter han.