Pia Kjærsgaard har det efter omstændighederne godt, men alligevel har lægerne på Roskilde Sygehus valgt at overføre DF-formanden til Rigshospitalet her til aften.

Ifølge DFs pressechef Søren Søndergaard, så er forklaringen, at Pia Kjærsgaard skal scannes i en ny type maskine.

Tidligere på dagen er hun blevet CT-scannet to gange på Roskilde Sygehus uden at finde tegn på blodpropper. Alligevel mente lægerne, at det var klogest at få en tredje scanning på Riget.

Tidligere på aftenen fik Pia kjærsgaard besøg af sin mand, Henrik Thorup. Selv om han var chokeret, så var han stadig fattet - og lettet over, at det ikke står værre til.

- Hun har det heldigvis godt. Hun sidder op, har fået noget at spise og er begyndt at komme til sig selv igen. Men selvfølgelig var jeg chokeret. Det er man altid når sådan noget sker, sagde Henrik Thorup umiddelbart efter, at han havde besøgt sin hustru på neurologisk afdeling på Roskilde Sygehus, hvor hun tidligere på aften var indlagt

Selv om de sidste meldinger går på, at der ikke er noget i vejen med Pia Kjærsgaard, så er Henrik Thorup alligevel overrasket over det, der er sket.

- Det kommer meget bag på os, for der har aldrig været lignende problemer med hendes helbred. Vi er netop kommet hjem fra en dejlig ferie, hvor hun virkelig har slappet af. Hun har fortalt, at det bankede og pulsede i hovedet. Derfor valgte hun at gå under pressemødet, for hun ville ikke risikere at falde om, sagde han.

- Det irriterer hende, at det skete foran pressemødet. Når sådan noget sker, så vil man gerne have, at det sker bag en lukket dør i stedet for at tiltrække sig en masse unødig opmærksomhed,« sagde Henrik Thorup.