Søndag fortsætter uroen i Dansk Folkeparti, hvor partiets stifter Pia Kjærsgaard har delt et Twitter-opslag med ordene ”Kristian Thulesen Dahl er en tøsedreng”.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er det et forsøgt på at presse ham ud af partiet.

- Det hun i virkeligheden siger er: "Kristian Thulesen Dahl, vi ved godt, at du er på vej ud af Dansk Folkeparti – tag nu det skridt, så vi andre kan komme videre", siger han.

Opslaget blev allerede lørdag delt af hovedbestyrelsesmedlemmet Anders Vistisen.

Her det delte tweet. Nana Harring er i øvrigt folketingskandidat for DF til næste valg i Nordjylland.
Her det delte tweet. Nana Harring er i øvrigt folketingskandidat for DF til næste valg i Nordjylland.
Vis mere

Det sker efter nogle dramatiske dage i partiet, hvor fire folketingsmedlemmer har meldt sig ud. Alene i år har ti af Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer valgt at melde sig ud af partiet.

Som de sidste dages udveksling har været, er det ifølge Hans Engell kun et spørgsmål om tid før Kristian Thulesen Dahl også forlader Dansk Folkeparti.

- Vi er nu fremme ved det helt afgørende punkt, for nu har hele toppen, altså de grundlæggende fædre, forladt partiet.

- Den sidste vi mangler, det er det, jeg vil kalde juvelen i kronen: Kristian Thulesen Dahl. Det er kun et spørgsmål om timer og dage, før han forlader partiet, siger Hans Engell.

Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Pia Kjærsgaard og Anders Vistisen.

/ritzau/