Dansk Folkepartis spidskandidat til Region Østdanmark, Pia Kjærsgaard, har et meget vigtigt krav, hun vil have indført efter tirsdagens kommunal-og regionsvalg.  

»Folk skal kunne tale og forstå dansk på sygehusene,« siger hun.

Tidligere skulle sygeplejersker fra lande uden for EU bestå en danskprøve ved ansættelse på danske sygehuse.  

Men dette blev ændret i juni 2023, så der i stedet er en såkaldt evalueringsansættelse på seks måneder i stedet.

»Det er et fuldstændigt ultimatum for mig, at der kommer styr på det, når jeg sidder i Region Østdanmark,« siger Pia Kjærsgaard. 

Hun slår fast, at Rigsrevisionen har kritiseret afskaffelsen af sprogprøven, fordi nogen sygeplejersker har haft svært ved at tale og skrive dansk, hvilket udgør en risiko for patientsikkerheden.

»Det er bare et meget vigtigt punkt for mig, at ældre og demente kan forstå, hvad der bliver sagt, når de er på sygehuset,« siger Pia Kjærsgaard. 

'Helt vanvittigt'
Helt konkret vil hun have indført en dansk-test for alle, der ansættes på sygehusene i Region Østdanmark. 

»De skal kunne forstå dansk og formulere sig på dansk. Punktum,« siger hun og tilføjer:

»For nogen faggrupper er der prøver, men man har fjernet det for sygeplejersker. Det er helt vanvittigt.« 

Pia Kjærsgaard mener, at det er helt afgørende, at patienterne kan forstå, hvad sygeplejerskerne siger til dem. 

»Der kommer eksempelvis nogen sygeplejersker fra Iran, der ikke kan ordentligt dansk. De er sikkert udmærkede sygeplejersker, men det er ikke udmærket, når man ikke kan tale med patienterne om, hvordan de har det, og hvad de skal gøre.« 

Men flere sygehuse mangler jo sygeplejersker. Hvad skal man så gøre der, hvis sygeplejerskerne dumper dansk-testen?

»Så kan de ikke arbejde som sygeplejersker, og så må de tage den om igen,« siger hun.