Pia Kjærsgaard (DF) går efter at blive formand for Region Østdanmark efter kommunal- og regionsvalget 18. november.
»Hvis valget falder sådan ud, at der er mandater til det, og det bliver afgørende i vægtskålen, hvorfor i al verden skulle jeg så pege på andre end mig selv?« siger Pia Kjærsgaard til B.T.
Det er noget af en drejning, siden den mangeårige formand for Dansk Folkeparti i september sidste år oplyste, at hun ikke vil stille op til det næste folketingsvalg.
I maj kunne B.T. så fortælle, at Pia Kjærsgaard på 78 år stiller op til regionsrådsvalget i Region Østdanmark, der er en sammenlægning af Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Og nu viser det sig altså, at hun også peger på sig selv som formand for Region Østdanmark.
'Meget overraskede'
Pia Kjærsgaard var søndag aften med i en debat på TV2 Øst mellem de forskellige partiers spidskandidater til Region Østdanmark.
Her pegede spidskandidaterne for Socialdemokratiet og De Konservative på dem selv som formand for Region Østdanmark efter valget.
»Jeg peger også på mig selv som formand for Region Østdanmark, selvfølgelig gør jeg det,« siger Pia Kjærsgaard.
DF-stifteren oplyser, at hun også nævnte i debatten i TV2 Øst, at hun pegede på sig selv som formand.
»De øvrige spidskandidater i debatten så meget overraskede ud, da jeg nævnte det,« siger Pia Kjærsgaard.
Hvorfor er det, du peger på dig selv som formand for Region Østdanmark efter valget?
»Jeg har 17 års erfaring som partiformand og fire års erfaring som formand for Folketinget. Jeg har sådan set nok nogen lederkompetencer,« siger hun.

