Pia Kjærsgaard bliver lige nu scannet, efter et pressemøde hos Dansk Folkeparti udviklede sig dramatisk, da partiformanden foran de snurrende tv-kameraer fik et ildebefindende. Hun er blevet indlagt på sygehuset med en mulig blodprop.

Pia Kjærsgaard bliver lige nu undersøgt på Roskilde Sygehus, efter hun på et pressemøde i eftermiddag pludseligt blev ramt at en meget kraftig hovedpine og måtte gå.

- I øjeblikket er hun ved at blive scannet, fortæller Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, til bt.dk.

Dansk Folkeparti oplyser nu på sin hjemmeside, at de foreløbige undersøgelser ikke viser noget alvorligt.

UNDERSØGT AF PET-VAGTER

Det var Søren Søndergaard, der fulgte Pia væk fra pressemødet, da hun pludseligt tog sig til hovedet. Han sørgede for, at hun blev lagt ned - og ikke mindst at de førstehjælpsuddannede PET-livvagter undersøgte hende grundigt og gennemgik en tjekliste over symptomer på hjerneblødninger og blodpropper.

- Livvagterne undersøgte hende for forskellige symptomer, men de fandt ingen af den slags, siger Søren Søndergaard, der oplyser, at Pia efter omstændighederne var frisk:

- Hun kunne selv gå fra pressemødet, når jeg støttede hende. Hun var tydeligvis meget utilpas, men frisk trods smerten. Hun var ikke bange, men bekymret, siger Søndergaard til bt.dk.

En lægeambulance kom hurtigt til stedet, og da den 'almindelige' ambulance ankom, blev Pia Kjærsgaars kørt af sted med blå blink til hospitalet - med livvagterne lige i hælene. Partiets personalechef tog med i ambulancen, mens Søren Søndergaard ringede til Pia mand, Henrik, og fortalte om konens mulige alvorlige tilstand.

HAVDE HOVEDPINE OM FORMIDDAGEN

Det hele skete, da Dansk Folkeparti indkaldte til et pressemøde i forbindelse med den omdiskuterede udlændingedebat på slottet Skjoldnæsholm på Midtsjælland.

Men Pia Kjærsgaard måtte pludselig forlade sin plads midt under pressemødet, da hun fik det dårligt. Og efter 20 minutter var hun stadig ikke kommet tilbage til sin stol.

Kameraerne skiftede over på Peter Skaarup, der tog over. Derfor fik tv-seerne ikke set dramatikken. Efter lidt tid kom Kristian Thuelsen Dahl på skærmen og fortalte direkte på tv:

- Hvis I undrer jer over, hvor Pia Kjærsgaard er henne, så er det fordi hun har fået det dårligt.

Til eb.dk fortæller Dansk Folkepartis Søren Espersen, at Pia Kjærsgaard har haft kraftig hovedpine hele formiddagen:

- Hun har haft det dårligt hele morgenen, hvor hun har klaget over ondt i hovedet, og hun har nu fået et ildebefindende, siger han.