Pia Kjærsgaard (DF) er en af de mest markante kvindelige politikere i danmarkshistorien, men i forbindelse med fejringen af hundredeåret for kvinders valgret har hun ikke mange rosende ord til den feministiske bevægelse.

Tværtimod fremhæver hun i sin grundlovstale på Lykkesholm Gods, at feministerne har forsøgt at holde hende tilbage.

»Jeg har tit tænkt på, om det har haft en særlig betydning for min politiske karriere, at jeg er kvinde. Har jeg oplevet fordomme? Er jeg blevet diskrimineret på grund af mit køn? Nej, jeg er nok snarere blevet diskrimineret på baggrund af min politik,« siger den tidligere formand for Dansk Folkeparti.

»Først i Fremskridtspartiet, siden som formand for Dansk Folkeparti – vi har altså aldrig stået øverst på »hitlisten« hos feministerne. Deres dagsorden har ikke kun handlet om kvinder, men om kvinder med de rigtige meninger,« siger Pia Kjærsgaard.

LÆS OGSÅ

LÆS OGSÅ

Hun påpeger videre, at kvinderne fik valgretten i 1915 på baggrund af mandlige politikeres arbejde.

»Ligestillingen - eller ligeberettigelsen, som jeg måske hellere vil kalde den - er en af hjørnestenene i det danske - og vestlige - demokrati. Et samfund uden kvindelig deltagelse og indflydelse kan vi heldigvis slet ikke forestille os i dag, selv om det i store dele af verden stadig er realiteten,« siger Pia Kjærsgaard.

»Men lad os én gang for alle slå fast, at kvinder altså ikke er en minoritet. Vi udgør halvdelen af befolkningen og er født med de samme intellektuelle evner som mænd. Derfor har jeg aldrig forstået behovet for »kvoter« i eksempelvis erhvervslivets bestyrelser,« siger hun.

DF-politikeren advarer også mod at genvælge Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S).

»Husker nogen begrebet »nødvendighedens politik«? Det var sådan et begreb, regeringen opfandt til lejligheden efter de mange historiske løftebrud i 2011. Helle Thorning-Schmidt taler ikke meget om det i dag. Hun og hendes valgmaskine bruger i stedet alle døgnets vågne timer på at forsøge at underminere modstandernes troværdighed. Sådan prioriterer vi så forskelligt,« siger hun.

LÆS OGSÅ

Hvis det går som Dansk Folkeparti ønsker, bliver Lars Løkke Rasmussen (V) statsminister efter valget. Men Pia Kjærsgaard understreger, at Venstre-formanden godt kan glemme alt om at holde de offentlige udgifter i ro. DF afviser Venstres nulvækst og vil i stedet have en vækst på 0,8 procent årligt.

»Jeg tror nu også, at Lars Løkke Rasmussen allerede er begyndt at glide lidt af på sit krav. Det handler ikke om, at Dansk Folkeparti er i »gavehumør« eller har »spenderbukserne« på. Nej, det er ikke os, der har ændret politik. Vi siger sådan set bare det, vi hele tiden har sagt. Dansk Folkeparti er garantien for det sociale ansigt - vi er »velfærdsvagthunden« i et blåt flertal,« erklærer Pia Kjærsgaard.