De seneste måneder har flere politikere søgt om at blive fritstillet eller har brudt deres partis linje i afstemninger i Folketinget. Blandt andet i spørgsmål om det såkaldte tildækningsforbud og omskæring af drenge.

Men ifølge Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, er det en "parlamentarisk uskik", når folketingsmedlemmer bryder partilinjen, eller når de bliver fritstillet af deres gruppeledelse ved enkelte afstemninger.

Det skriver Berlingske.

»Det er en del af pakken, når man stiller op for et politisk parti, at man tilslutter sig partiets synspunkter,« siger hun til avisen.

»Det synes jeg faktisk, man er forpligtet til over for sig selv, over for ens kolleger og det parlamentariske system, som jo er vælgerne og folkestyret.«

Flere partier har ellers haft tradition for at fritstille folketingsmedlemmer i såkaldte etiske spørgsmål.

Eksempelvis har både Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet meddelt, at man vil fritstille sine medlemmer i en eventuel afstemning om at forbyde omskæring af personer under 18 år.

I Grundloven lyder det dog, at Folketingets medlemmer alene er bundet af deres egen overbevisning.

Men det er vigtigt, at vælgerne kan regne med, at folketingspolitikerne følger det, som det enkelte parti står for, mener Pia Kjærsgaard.

Omvendt mener Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, at fritstilling af folketingsgrupper i enkeltsager kan styrke demokratiet.

»Det omvendte - altså, den her enormt topstyrede partidisciplin og meget stringente og strategiske kommunikation, som vi meget ser fra de store partier - mener jeg er en svækkelse af demokratiet, fordi det bygger på den misforståelse, at man internt i et parti altid er enige om alting,« siger hun til Berlingske.

/ritzau/