- Det er for tyndt, det Inger Støjberg kommer med. Det lyder meget godt, men vi vil kræve meget mere konkrete udspil, når vi får flertallet igen.

Sådan lyder udmeldingen fra Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard, efter at Venstres fungerende politiske ordfører Inger Støjberg har fyret en bredside af mod udlændinge, der er utilfredse med det danske system og danskernes måde at leve på.

- Kan I ikke lide lugten i bageriet, så flyt, lyder budskabet fra Inger Støjberg.

Og det kan være startskuddet til at der igen sættes ild i udlændingedebatten, der ellers ikke har præget medierne så meget siden regeringsskiftet.

Men Pia Kjærsgaard er ikke overbevist om, at Venstre vil sætte handling bag ordene, når det kommer til stykket.

- Det er meget luftigt, det hun kommer med. Sandheden er jo, at Venstre tidligere har stemt imod en masse af vores forslag til stramninger. Og jeg er da glad for det, hvis de vil skifte kurs efter næste valg. Men jeg vil se det før jeg tror det.

Kan du give eksempler på forslag, de har stemt imod?

- Vi har foreslået en konsekvent linje over for asylansøgere, der begår kriminalitet i Danmark. Det stemte V imod. De stemte f.eks. også imod vores forslag om kriminalisering af parallelle retssamfund, forbud mod Hizb ut-Tahrir, og en kritisk gennemgang af internationale konventioner og aftaler, som begrænser Danmarks muligheder for at føre en selvstændig udlændingepolitik. Venstre må vise, at de mener det, siger Pia Kjærsgaard.

Inger Støjberg siger at det var et besøg hos Islamisk Trossamfund, der provokerede hende til at skrive kronikken.

- Tiden er inde til at diskutere vores værdier. F.eks. er det rystende, at Islamisk Trossamfund ikke for alvor tager afstand fra stening, og at de går ind for arrangerede ægteskaber.

Men hvad vil I konkret ændre, når I igen får regeringsmagten?

- Vi vil genindføre pointsystemet og prøverne i kendskab til dansk kultur. Det vil betyde, at vi får flere af dem, der vil bidrage til det danske samfund og færre af dem, der ikke vil. Regeringen har gjort det mere attraktivt at komme til Danmark, og det har menneskesmuglerne også opdaget. F.eks. kommer der flere fra Somalia, selv om der er mere roligt der nu. Men der kommer færre romaer fordi regeringen strammede overfor folk fra Serbien, siger Inger Støjberg.

Socialdemokraterne afviser, at det er blevet nemmere at komme ind i Danmark.

- Vi har jo næsten de samme regler som under VK-regeringen med 24 års-regel og tilknytningskrav, og så har vi ændret danskprøven, så den mere handler om kendskab til, hvordan det danske samfund fungerer i stedet for viden om Gorm den Gamle. Og pointsystemet havde jo slagside, fordi det gav flest fordele til meget højtuddannede personer. Vi vil lige så gerne have en dygtig sygeplejerske ind landet som en dygtig læge. Og så vil vi selvfølgelig også gerne speede integrationen op, så folk føler sig som danskere, siger Jacob Bjerregaard.

Den radikale Zenia Stampe siger:

- Inger Støjberg forhindrer integrationen med den slags udtalelser. Langt de fleste muslimer i Danmark går ikke ind for sharia-lov og den slags, og det går ud over dem, hvis man skærer alle over én kam.