Fredag formiddag var folketingspolitiker Pia Kjærsgaard ude for en noget voldsom oplevelse.

Da hun om formiddagen cyklede ned for at handle ind nær sit hjem i Gentofte, skete det, der ikke måtte ske.

På et øjeblik gik hun fra at sidde på cyklen til at ligge forslået på jorden.

»Jeg blev virkelig overrasket over, at jeg pludselig lå der med Hövding-cykelhjelmen ud over det hele. Det var ikke fordi, jeg kørte hurtigt eller noget,« siger hun lørdag til B.T.

Pia Kjærsgaard fortæller, at hun kørte igennem en vandpyt, i det hun mistede kontrol over cyklen, og pludselig havnede på jorden, med sin aktiverede Hövding-cykelhjelm rundt om hovedet.

Det er en noget voldsom bule, der er kommet på Pia Kjærsgaards albue efter uheldet.
Det er en noget voldsom bule, der er kommet på Pia Kjærsgaards albue efter uheldet. Privat

En cykelhjelm, som Pia Kjærsgaard fortæller, at hun er meget glad for.

»Det var godt, jeg havde den på. Jeg er ærgerlig over, at man ikke kan købe dem mere. Men jeg har to liggende i beredskab, som jeg købte, inden de stoppede med at sælge dem i Danmark,« siger hun. Salget af cykelhjelmene stoppede tilbage i starten af 2024, på baggrund af en opfordring fra sikkerhedsstyrelsen.

På grund af cykelhjelmen er hovedet ikke kommet noget til, fortæller hun. 

Armen er nu i gips, og Pia Kjærsgaard venter nu på at få tid til en operation.
Armen er nu i gips, og Pia Kjærsgaard venter nu på at få tid til en operation. Privat.

Til gengæld er den tidligere DF-formands albue slemt tilredt efter uheldet. Den er brækket, og skal opereres, fortæller hun.

»Det står skidt til med den. Der er røget et stykke af knoglen af. Det ser lidt dramatisk ud, og det gør ondt af pommern til. Men jeg kan bare være glad for, at det ikke gik værre,« lyder det fra Pia Kjærsgaard, der nu går og venter på at få en tid til at blive opereret i albuen.

Pia Kjærsgaard har delt sin oplevelse på både Instagram og Facebook. Og det har hun gjort af en særlig grund, siger hun.

»Folk er for sløsede til at bruge cykelhjelm. Og det har jeg også selv været engang. Mange tænker, at man ikke behøver den, når man bare skal en lille tur. Men det gør man faktisk. Det kunne være gået helt galt for mig, og derfor synes jeg søreme, at folk skal beskytte sig selv, siger hun.

Hövding-cykelhjelmen sørgede for, at der ikke skete noget med Pia Kjærsgaards hoved.
Hövding-cykelhjelmen sørgede for, at der ikke skete noget med Pia Kjærsgaards hoved. Privat