Den tidligere DF-leder afviser, at hun kan finde på at blive løsgænger efter formandsvalget om en uge.

Pia Kjærsgaard, en af Dansk Folkepartis stiftere og tidligere mangeårig formand, har klart tilkendegivet, at hun støtter Morten Messerschmidt i kampen om at blive partiets nye formand.

Men skulle det ikke gå, som hun ønsker, når Dansk Folkeparti skal vælge ny formand, er der ingen tvivl om, at hun fortsat vil blive i partiet.

- Jeg forlader ikke partiet, og jeg bliver ikke løsgænger, og jeg stifter ikke et nyt parti. Naturligvis gør jeg ikke det, siger Pia Kjærsgaard, som snart fylder 75 år og har siddet i Folketinget siden 1984.

Hun har ikke tidligere villet svare på, om hun bliver i partiet, hvis formandskandidat Martin Henriksen er formand efter det ekstraordinære årsmøde den 23. januar.

Der er formelt fire personer, som kandiderer til formandsposten. Men valgkampen har centreret sig om netop Morten Messerschmidt og Martin Henriksen.

Sidstnævnte mener Pia Kjærsgaard har opført sig illoyalt over for partiet ved flere lejligheder.

TV2 har gennem det sidste halvandet år fulgt Pia Kjærsgaard til en dokumentar.

Her kan man blandt andet se, at Kjærsgaard ved årsmødet i oktober over for gruppeformand Peter Skaarup har krævet Henriksen fyret, da han arbejdede som konsulent for partiet.

Han blev fyret godt en måned senere, men Pia Kjærsgaard afviser, at hun har noget med fyringen at gøre.

- Det havde jeg ingen indflydelse på. Men jeg har da aldrig lagt skjul på, at hvis man ser en ansat, som konstant er illoyal over for partiet, så har man næsten pligt til som folketingsmedlem at sige, at det her går altså ikke.

Pia Kjærsgaard vil gerne have en central rolle i partiet, hvis Morten Messerschmidt bliver formand, og ønsker at blive en del af DF's ledelse igen. Det ønske har Morten Messerschmidt accepteret.

Martin Henriksen har derimod afvist, at Kjærsgaard kan få en central rolle.

- Man må bare sige, at Martin Henriksen ikke er særlig inkluderende i de udtalelser, han kommer med. Men alt det, der sker nu, er noget, de delegerede må tage stilling til.

Morten Messerschmidt bliver spået til at være formandsfavorit. Men partiets integrationsordfører, Marie Krarup, har åbnet for, at nogle i partiets folketingsgruppe kunne forlade partiet, hvis han bliver formand.

Argumentet er blandt andet, at Morten Messerschmidt i sin tid i Europa-Parlamentet har bevist, at han ikke er en god formand.

- Det mener jeg så, han er, og Morten er altså også blevet en hel del år ældre, siger Pia Kjærsgaard.

- Der skal selvfølgelig være en opbakning til, at han kan blive en god leder. Det kommer sandelig meget an på, hvordan gruppen reagerer og giver ham plads til at være det.

- Men alt og det vil jeg godt understrege bliver taget frem i den her beskidte valgkamp. For det har det desværre udviklet sig til.

Den beskidte valgkamp skyldes blandt andet, at Kristian Thuelsen Dahl meddelte, at han vil trække sig som formand, inden der var en plan for partiets videre skæbne.

- Der var ikke noget forberedt, og så går det hele op i hat og blå briller. Det er stærkt beklageligt, men det er sådan, at det er, siger Pia Kjærsgaard.

Spørgsmål: Så du siger, at Kristian Thuelsen Dahl ikke burde have trukket sig på det tidspunkt?

- Nej, det respekterer jeg 100 procent, at han har gjort. Det vil jeg bestemt understrege. Men selvfølgelig havde det været bedst, hvis der havde været en oplagt arvtager, eller at tingene havde været planlagt. Det var det jo slet ikke.

/ritzau/