Der mangler handling bag de mange hårde ord på udlændingeområdet.

Sådan lyder et direkte angreb på S-regeringen, der ifølge Pia Kjærsgaard lukker ‘varm luft’ ud i udlændingedebatten.

»Det lyder ofte så lovende, når Socialdemokratiet taler om udlændingepolitik. Men når det kommer til stykket, så bliver der stemt lempelser igennem, som giver flere flygtninge ophold i Danmark,« siger Pia Kjærsgaard.

»Det er ikke heller nok at være forarget over kriminelle araberdrenge, der er flintrende ligeglade med lov og orden. Forargelsen skal også følges op af hårde indgreb,« siger hun.

Den tidligere DF-formand er nu tilbage som udlændigeordfører for partiet efter fire år som formand for Folketinget. Foto: Bax Lindhardt
Den tidligere DF-formand er nu tilbage som udlændigeordfører for partiet efter fire år som formand for Folketinget. Foto: Bax Lindhardt Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

De borgerlige partier har flere gange kritiseret regeringen for at lempe de udlændingestramninger, som blev gennemført under VLAK-regeringen med støtte fra DF..

Blandt andet har regeringen åbnet for kvoteflygtninge igen, mens optjeningsperioden for dagpenge til udlændinge også er afskaffet.

I sidste uge blev tre lovforslag på udlændingeområdet sendt til førstebehandling. Et af lovforslagene giver udlændinge og flygtninge, der har arbejdet i to år i Danmark, lov til at få opholdstilladelse, så længe de har et job på minimum de samme løn- og ansættelsesvilkår.

»Det er endnu et eksempel på regeringens tomme ord. Det er den helt forkerte vej at gå, når vi i stedet burde sende flere flygtninge hjem,« siger Pia Kjærsgaard.

Men de her justeringer på udlændingeområdet, rokker vel ikke ved paradigmeskiftet - eller hjemsendelsespolitikken, som du kalder det?

»Jo, det gør det. Når regeringen hele tiden lader sig presse af Enhedslisten og De Radikale til lempelser, bliver hjemsendelsespolitikken stille og roligt udvandet og til sidst helt afskaffet,« siger hun.

Paradigmeskiftet går ud på, at alle opholdstilladelser til flygtninge som udgangspunkt skal være midlertidige. Så snart det er forsvarligt, skal flygtninge sendes hjem.

Det blev vedtaget af VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for snart halvandet år siden.

Rasmus Stoklund (S) blev i 2019 valgt til Folketinget for første gang. Han er i dag Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører.
Rasmus Stoklund (S) blev i 2019 valgt til Folketinget for første gang. Han er i dag Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører.
Vis mere

Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund afviser blankt Pia Kjærsgaards frygt for, at paradigmeskiftet står for fald.

»Det ligger fast som en søjle i udlændingepolitikken, og det bliver der ikke rokket ved,« siger han.

Han giver heller ikke meget for Pia Kjærsgaards øvrige kritik, som han kalder 'grundløs'.

»Det, hun kalder lempelser, er i virkeligheden erhvervspolitik, som sikrer, at danske virksomheder kan få udenlandsk arbejdskraft, der kan tale dansk, men uden at vi åbner grænserne for alle udlændinge,« siger han.

Han henviser til, at regeringens lovforslag giver selvforsørgende udlændinge, som f.eks. tyske ansatte i Danmark, adgang til gratis danskundervisning.

Samtidig gør regeringen det lettere for virksomheder at beholde de udlændinge, de allerede har ansat.

»Det er en gammel ordning, som vi genindfører. Sidst den var i brug, blev den kun brugt af omkring ti flygtninge. Den er rettet mod udenlandsk arbejdskraft, som bor i Danmark, alene fordi de har arbejde i landet,« siger Rasmus Stoklund.

Statsministeren fortalte i januar til Ritzau, at regeringen i 2020 vil fokusere på straminger frem for lempelser på udlændingeområdet.