Der er ros fra Dansk Folkepartis stifter, Pia Kjærsgaard til Odenses SF-kandidat Halime Oguz, der i et debatindlæg i Berlingske kritiserer venstrefløjen for at ignorere oplagte problemer i de danske indvandrer-ghettoer og kulturen i det danske indvandrermiljø.

- Det er rigtig fint hun tør stille sig frem og sige de ting. Jeg håber sandelig hun kan råbe sit parti op. Det er på høje tid, siger Pia Kjærsgaard til BT.  

Halime Oguz mener blandt andet, at 'venstrefløjen ikke vil se virkeligheden i øjnene', og skriver i sit indlæg:

- Når unge nydanskere i boligkvarterer chikanerer og overfalder etniske danskere, når der kastes sten efter ambulancer, brandbiler, postbiler eller politibiler, eller når man oplever æresvold mod unge kvinder, forsøger mange på venstrefløjen at glatte ud og bortforklare. Uanset et væld af alvorlige episoder er den mest brugte bortforklaring, at man nu endelig ikke skal generalisere på baggrund af enkelttilfælde.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN OM SAGEN PÅ FACEBOOK HER


Den 42-årige politiker, der er etnisk kurder, kom til Danmark som fem-årig med sin familie. Hun blev gift som 17-årig med en tyrkisk mand, og brød siden ud af ægteskabet, hvor hun følte sig stærkt undertrykt og kuet af både manden og hans familie.

I indlægget i Berlingske søndag skriver hun, at der er et ungdomsoprør på vej i de muslimske miljøer, og at venstrefløjen bør bakke det op:

- Sandheden er, at der i ghettoerne opretholdes parallelsamfund, der står for et patriarkalsk, repressivt system. Dette system skal venstrefløjen vende sig imod. Vi kan ikke blive ved med at stikke fingrene i ørerne og håbe på, at det hele ordner sig. For det gør det ikke. Vi er nødt til at støtte disse progressive, moderne kræfter, som ungdomsoprøret repræsenterer, siger Halime Oguz med en kritik, der minder en del om den unge digter Yahya Hassan. Hvilket Pia Kjærsgaard også har bemærket:

- Det minder jo en del om Yahya Hassans kritik af hans forældregeneration, og jeg synes jo de har ret i meget begge to. Det sjove er jo, at hvis det var mig, der havde sagt det samme, så kan jeg garantere dig for, at jeg var blevet meldt til politiet for racisme med det samme.

- Jeg kender ikke Halime, men jeg synes det er rigtig fint og modigt, hun stiller sig frem og siger de ting.

- Det er klart, at der er flere muslimer, der er mere udsatte, og har været udsat for frygtelige ting. Men det er altså på tide, der bliver gjort op med den der ih-hvor-er-det-synd-for-dem-politik. Og det er jo ikke alle der skaber problemer, der er udsatte, og Halime har jo også ret i at der ligger noget i den muslimske kultur, der er problematisk for eksempel kvindeundertrykkelsen, siger Pia Kjærsgaard som reaktion på Halime Oguz kritik af sin egen tyrkisk-muslimske opvækst og traditioner, som den 42-årige politiker tidligere har betegnet som 'middelalderlig'.

- Indvandrere lever efter middelalderlige traditioner, har Oguz sagt i forbindelse med sine foredrag.

- Jeg tror der er ved at ske en bevægelse på venstrefløjen.Og det er interessant, at der bliver lyttet på en helt anden måde, når det f.eks er Halime, der både har en anden etnisk baggrund og tilhører venstrefløjen, der kommer med den kritik.

- Når vi andre har sagt lignende, bliver vi jo forhånet og latterliggjort. Men det nytter ikke noget at ynke alle som er af en anden etnisk oprindelse, det er heller ikke en fordel for dem selv. Så bliver de bare stigmatiseret, og i de fleste tilfælde er der jo tale om mennesker, der godt kan selv, med masser af kraft. Så kom nu! Ud af boblen og tag fat, så de kan blive en del af resten af Danmark, siger Pia Kjærsgaard til BT.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN OM SAGEN PÅ FACEBOOK HER