Pia Kjærsgaard langer ud efter kulturminister Uffe Elbæk, der er kommet i søgelyset, efter han har afholdt flere arrangementer på et sted, hvor hans mand arbejder.

Dansk Folkepartis værdiordfører og medlem af kulturudvalget, Pia Kjærsgaard, skal søndag mødes med kulturminister Uffe Elbæk (R), hvor ministeren skal forsøge at forklare, hvorfor han som minister har afholdt fem arrangementer på uddannelsesstedet Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK), hvor hans mand er ansat, og hvor han selv tidligere har siddet i bestyrelsen.

Pia Kjærsgaard er ikke bleg for at sende hårde ord mod den radikale minister. Hun mener, at sagen »lugter langt væk«.

- Det er magtarrogance og kammerateri, der er foregået. Det kan der næppe herske tvivl om, og det tror jeg også, at ministeren har fattet, efter han sådan lettere panikslagen indkalder til møder individuelt med ordførerne her i weekenden. Jeg tror, han føler, det brænder noget under ham, siger den tidligere DF-formand.

Har ikke fået dagsorden

Pia Kjærsgaard er ikke tilfreds med, at Uffe Elbæk har indkaldt til individuelle møder, og hun vil først fælde sin endelige dom, når kulturministeren har forklaret sig på et kommende samråd i kulturudvalget.

- Det er lidt specielt, at man skal møde op en søndag eftermiddag, men det er ok, når han indkalder. Men han har ikke præsenteret nogen dagsorden, så det er op til ministeren. Har han noget i ærmet, og hvordan vil han redegøre for den her sag? Eller vil han bare med bedende øjne bede os om at holde mund? Det har jeg svært ved at vurdere, siger Kjærsgaard.

Uffe Elbæk har lørdag understreget, at han er ked af, at der nu rejses tvivl om hans bevæggrund for at inddrage AFUK i arrangementerne, der bestod af en middag for medlemmerne af Folketingets Kulturudvalg, to arrangementer i forbindelse med Danmarks EU-formandskab og to debatarrangementer.

Ministeren forklarer om arrangementerne, at de »alle har været fagligt velbegrundede med det klare formål at vise et helt særligt kulturmiljø frem.«

Pia Kjærsgaard peger på, at Elbæk tidligere har fået kritik for, at AFUK som det eneste nye initiativ på kulturområdet fik en bevilling på seks millioner kroner.

- Det virker som om, at ministeren, da han blev minister, har følt, at AFUK er hans egen lille kasse, som han kan råde over. Det virker som om, han har støttet den her institution, og det er kammerateri. Det lugter langt væk af det, siger hun.

I sidste ende mener hun, det bliver op til Enhedslisten, om Elbæk skal blive sidende.

- Det er ikke op til mig. Det er helt klart Enhedslisten, der er skal beslutte, om de vil beskytte ministeren. Det vil de kommende dage vise, siger hun.