Han beskylder hende for at være 'gammelsur'. Hun slår igen og kalder ham 'betalt mikrofonholder.'

Dansk Folkepartis stifter Pia Kjærsgaard og forhenværende tv-vært Reimer Bo Christensen er røget i flæsket på hinanden.

Og de har begge taget de sproglige fløjls-luffer af og iført sig de verbale boksehandsker.

Det hele begyndte i et længere interview i Berlingske i weekenden, hvor den tidligere formand for Folketinget langede ud efter det, hun kaldte en lille, snæver elite, der efter hendes mening sætter så snævre rammer for den offentlige debat, at det undertrykker menig mand.

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti er træt af politisk korrekthed og en lille elite, som efter hendes mening 'kujonere en bred befolkning til at lukke munden.' (Arkivfoto)
Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti er træt af politisk korrekthed og en lille elite, som efter hendes mening 'kujonere en bred befolkning til at lukke munden.' (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Der har udviklet sig en helt særlig måde at være og tale på, hvor man gør åh-så-meget ud af at være åh-så-god og åh-så-tolerant og opdateret på den seneste minoritets vegne, at det er blevet til en egentlig kult, som gør enormt mange mennesker bange for at sige, hvad de tænker og mener, fordi de er bange for at blive set på som bøvede og dumme undermålere,« sagde Kjærsgaard og udtrykte i samme åndedrag sin bekymring for, at det skader ytringsfriheden og den frie debat.

Det fik TV-Avisens tidligere ankermand til tasterne, og i Jyllands-Posten tirsdag skrev han, at den tidligere formand for Dansk Folkeparti var blevet 'gammelsur.'

'Pia Kjærsgaard er blevet gammelsur og brokker sig gnavent og højlydt i aviserne. Som en landstræner for et hold, som har tabt alt og nu skælder ud over modstandernes spillestil og indførelsen af VAR-systemet. Erstat bogstaverne VAR med LGBTQ+, så har du kernen i Pia Kjærsgaards replikker,' lød det blandt andet i Reimer Bo's debatindlæg, hvor han også konkluderede:

'Problemet for Pia Kjærsgaard er, at hun formentlig ikke henter sine gamle vælgere tilbage på dette gnavne tabertuderi.'

Reimer Bo kalder Pia Kjærsgaard for 'gammelsur.' (Arkivfoto)
Reimer Bo kalder Pia Kjærsgaard for 'gammelsur.' (Arkivfoto) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men det skudsmål vil Udlændingeordføreren ikke have siddende på sig.

Dagen efter slog hun igen i et modsvar i samme avis og henviste til dengang '... da Reimer Bo Christensen var en betydende journalist.'

»Og sandt er det, at det desværre er længe siden, at Reimer Bo Christensen bidrog afgørende til den gode journalistik, så det kræver en vis alder at erindre det. Nu har han reduceret sig selv til bl.a. betalt mikronfonholder for Socialdemokratiet, formand for Publicistklubben og gæsteoptrædener i et fredagskulturprogram i P1,' rasede hun.

Derefter understregede hun, at hun stadig mener det, hun sagde til Berlingske.

'Tak for rådene, Reimer Bo. Jeg har ikke tænkt mig at følge dem.'

Hun forbeholdt sig ret til at blive ved med at ytre sig om følsomme emner, også selv om nogen bliver stødt over hendes ordvalg.

'Ve den, der siger, at melodigrandprix er blevet for bøsset. Så er man homofob. Ve den, der i skolen lærte, at ordet neger var en objektiv betegnelse for sorte mennesker (neger betyder sort!), og kommer til at bruge ordet. ”Racist,” råbes der straks. Og synes man, at det er ”Absurdistan”, at der skal laves tre toiletter, fordi der sørme ikke “kun” er hun- og hankøn, er man seksuelt og kønspolitisk intolerant,' skriver hun og pointerer, at hun i modsætning til Reimer Bos opfattelse er 'grundglad.'

'Den slags elitært meningstyranni dræber vores levende, folkelige, brede og sjove debat. Det mener jeg, og det bliver jeg ved med at mene, for det er et problem,' lød det fra Pia Kjærsgaard.