B.T.s Andreas Karker møder Pia Kjærsgaard, 63, formand for Dansk Folkeparti.

I er meget optagede af at få gennemført en 28 års-regel. Hvorfor er det så vigtigt?

- Vi lytter til regeringen, så jeg synes også, de skal lytte til os. Til efteråret vil de lave en førtidspensionsreform og en SU-reform samt finansloven. Og hvis vi skal stemme for alt det, skal de også være positive over for vores ønsker. Jeg er meget overrasket over, at de bare siger, det ikke kan lade sig gøre.

I vil også give forskellige nationaliteter forskellige rettigheder?

- Vi ved jo godt, hvor problemerne ligger. Jeg var i Ikea i går og så et ægtepar, hvor hun var helt indhyllet. Man kunne kun se øjnene gennem en sprække, hun havde handsker på, og manden havde skæg til langt ned på maven. Man står og tænker: Er jeg i Danmark? Det er tvangsægteskaberne fra lande som Pakistan, Tyrkiet og Somalia, vi ønsker at begrænse. Samt at begrænse tilstrømningen. Da vi lavede 24 års-reglen, var der ingen, der ville bruge det grimme ord diskrimination. Og det har betydet, at vi har haft masser af tilfælde af danskere, der gerne vil gifte sig med f.eks. amerikanere. Og de føler sig krænket over, at det ikke kan lade sig gøre – og det kan jeg godt forstå. For det har jo ikke noget med tvangsægteskaber at gøre. Jeg tror, vi skal blive bedre til at sige, hvad der er bedst for Danmark.

Men det er jo diskrimination – så det går du ind for?

- Ja, det kan du kalde det. Men vi diskriminerer jo i forvejen på mange områder. Hvorfor må homoseksuelle f.eks. ikke give blod? Det er jo også diskrimination. Hvis de lever i et fast parforhold, skulle der ikke være risiko for hiv-smitte. Det er også diskrimination, at man ikke må stemme, når man er under 18. Så jeg tror ikke, vi skal være bange for at sige: Ja, vi diskriminerer, men vi gør det, fordi det er til vores eget bedste.

Mange mener, det er i strid med internationale konventioner og menneskerettigheder?

- Vi har før skubbet til grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Lad os få det afprøvet ved en domstol.

For noget tid siden sagde du, du var træt af at coache regeringen. Hvordan synes du, det er gået siden?

- Nu har vi ikke hørt noget til Lars Løkke i et stykke tid, og det tror jeg er udmærket. Jeg håber inderligt, han har gjort sig nogle tanker og har en plan med hjem. Vi har ikke brug for et stort, forkromet projekt. Vi har brug for, at der bliver fulgt op på de ting, der ligger og venter, så folk føler, der er styr på tingene.

Hvor længe tror du, Lene Espersen kan fortsætte som formand for De Konservative?

- Det er meget stærkt, hvis jeg som formand for regeringens støtteparti går ud og kritiserer hende. Men jeg håber, hun kommer helskindet igennem det. Og det er kun hende selv, der kan gøre det.

Hvor længe tror du, Helle Thorning-Schmidt kan fortsætte som formand for Socialdemokraterne?

- Hvis hun var minister, var hun røget på det der. Så var der ingen kære mor.

Tror du, de får større problemer, fordi de er kvinder?

- Det er noget pjat. Hvis man vil til tops i politik, er der en pris, man må betale – og det må man være forberedt på.

Vi I stadig gerne i regering efter næste valg?

- Måske. Og vi ville absolut kunne klare det. Men om situationen er til det, kan jeg ikke sige.

Det handler måske om, at I gerne vil i regering, hvis regeringen har andre flertalsmuligheder end jer?

- Ja, det kunne tænkes.

Hvorfor er det pludselig vigtigt at få ministerposter?

- Jeg rejser aldrig selv spørgsmålet. Det er journalister, der gør det. Jeg er den eneste partiformand, der nærmest skal nødes til at komme i regering.

Hvilken ministerpost kunne du selv tænke dig?

- Statsminister.

Haha... Det ville vist kræve en særlig situation. Måske vil du gerne være kulturminister?

- Måske. Vi har ikke lagt en plan.

Hvad synes du er hårdest ved at være partiformand?

- Det er selvfølgelig hårdt at blive overfaldet og være beskyttet af PET. Da det i 2003 gik op for mig, at PET-beskyttelsen ville blive permanent, brød jeg alle regler, gik en tur rundt om Gentofte Sø og tænkte: Det er din sidste tur helt alene. Men jeg ser positivt på det. Vi har haft mange sejre og gjort op med den politiske korrekthed.

Hvad tror du bliver afgørende for næste valg?

- Troværdighed. Hvem styrer Danmark bedst. Og for mig er der ingen tvivl.

Har du planer om selv at trække dig tilbage eller træde lidt i baggrunden?

- Nej. Jeg er ikke sådan indrettet. Og min gruppe beder mig hele tiden om at blive så længe som muligt.