Valgfesten var knap nok slut i Dansk Folkeparti.
Så blev flere medarbejdere kaldt ind på kontoret – og fyret.
Det skriver Berlingske.
Fyringerne kommer ellers i kølvandet på et valg, hvor partiet fik 11 mandater og dermed tredoblet sin statslige partistøtte.
Ifølge mediet sker fyringerne som led i en større plan om at gøre Morten Messerschmidt til blå bloks klare frontfigur.
Men det er langt fra gået stille for sig.
Partistifter Pia Kjærsgaard var utilfreds og mindede ledelsen om, at partibogstavet 'O' altså står for 'ordentlighed', melder flere kilder til Berlingske.
DF-veteranen ønsker hverken at be- eller afkræfte episoden, men lægger ikke skjul på, at hun er trist over, at folk som har gjort det »vældig godt« mister sit arbejde:
»Det er jeg ked af, hvad jeg også har givet udtryk for over for ledelsen. Jeg klarer mig nok, da min position nu er en anden,« siger hun til Berlingske.
Hun tilføjer dog, at det er helt op til ledelsen, hvordan omdannelsen af sekretariatet skal være.
Hos den nuværende ledelse forklarer man fyringerne med strategi:
»Vi har hele tiden øje for, hvordan vi bruger pengene bedst muligt, og hvad der skal bruges af kompetencer for at understøtte strategien. Det kan lyde kynisk, men det er en naturlig del af at drive et parti,« siger gruppeformand Peter Kofod.

