Med en gul post-it fik Pia Kjærsgaard sendt Enhedslistens Pernille Skipper ud af folketingssalen under åbningsdebatten.

Det skete, fordi Pernille Skipper havde sin baby på armen, og den slags hører altså ikke hjemme i salen, hvis det står til Pia Kjærsgaard.

Politiken har beskrevet forløbet, og Pia Kjærsgaard har bekræftet, at hun har givet Enhedslistens tidligere politiske ordfører en påtale.

Pernille Skipper har ingen kommentarer til optrinnet, da B.T. spørger hende. Hun føler, at hendes nyfødte barn har været nok i medierne.

Men Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, vil meget gerne udtrykke sin forbløffelse over Pia Kjærsgaards påtale.

»Det kan man da kalde en fuldstændig overdrevet reaktion. Pernille står helt stille og roligt ude i siden af salen, og hun og hendes baby forstyrrer absolut ingen. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal gøres til et problem,« siger han til B.T.

Folketingssalen er jo et meget formelt forum, og der er mange traditioner, der stadig holdes i hævd. Kan du ikke forstå, at nogle mener, at børn ikke hører hjemme der?

»Jo, men så længe det på ingen måder forstyrrer, så kan jeg ikke se, hvorfor der skal gøres et stort nummer ud af det,« siger Peder Hvelplund.

Det er ikke første gang, at Pia Kjærsgaard sender et folketingsmedlem med barn på armen ud af salen.

I 2019, da Pia Kjærsgaard var Folketingets formand, bad hun de konservatives Mette Abildgaard om at forlade folketingssalen, da hun medbragte sin baby.

I den sammenhæng udtalte DF'eren, at spædbørn i folketingssalen er »uhørt«.