Mikkel Bjørn har tirsdag meldt sig ud af Nye Borgerlige, som står over for et formandsskifte, og ind i DF.

Peter Seier Christensen, som var med til at stifte Nye Borgerlige og er en del af folketingsgruppen, siger, at folketingsmedlem Mikkel Bjørn ikke blev truet med eksklusion her og nu, men at det kunne være en mulighed i fremtiden.

»Det, vi talte om, var, at hvis Lars Boje blev valgt som formand, og Mikkel Bjørn så på et senere tidspunkt ikke kunne bakke op om formandskabet, så kunne det selvfølgelig være en mulighed,« siger Peter Seier Christensen efter et gruppemøde.

»Der har ikke været tale om, at hvis han ikke pegede på Lars Boje, eller hvis han selv valgte at stille op. Det er simpelthen ikke korrekt.«

Mikkel Bjørn har tirsdag meldt sig ud af Nye Borgerlige, som står over for en udskiftning af både formand og næstformand, efter at partiets formand, Pernille Vermund, har meldt ud, at hun vil stoppe.

Mikkel Bjørn har i stedet meldt sig ind i Dansk Folkeparti, og i et opslag på Facebook skriver han, at han blev truet med eksklusion, hvis han ikke bakkede op om Lars Boje Mathiesens formandskandidatur.

/ritzau/