Tårnhøje priser på tankstationerne ser ud til at få handlen med ulovligt brændstof til at blomstre op i lukkede Facebookgrupper.

En af dem, der sælger i det skjulte, er »Peter«.

Han siger, at han ikke gør det for at spinde guld på situationen, men for at give en hjælpende hånd til folk, der er presset på privatøkonomien.

Metoden balancerer dog over kanten af loven, selvom han understreger, at brændstoffet ikke er stjålet:

»Jeg sælger engang imellem almindelig dieselolie, som jeg har tanket på en tankstation og betalt med mit firmakort, hvor jeg kan få rabat og trække momsen fra. Det koster vel omkring 14 kroner literen, så det er ikke billigt-billigt,« siger han.

Peter er et dæknavn, B.T. har givet vedkommende, da der er tale om ulovlig handel på det sorte marked i Danmark. B.T. er bekendt med personens fulde identitet.

Skærmbilleder fra opslag inde i den lukkede Facebook-gruppe, hvor der bliver forsøgt handlet med brændstof.

Peter fortsætter:

»Det er selvfølgelig ikke lovligt, at jeg tanker tusind liter om måneden, og så kører det med i mit regnskab og videresælger noget af det, men det er heller ikke noget, staten går fallit på.«

Priserne på benzin og diesel er steget markant. Særligt september har budt på et historisk højt prisniveau.

På den baggrund har B.T. mandag undersøgt Facebookgruppen »Kun det sorte marked« med 31.000 medlemmer.

Her viser en simpel optælling foretaget af B.T., at der i løbet af september var hele 18 opslag fra profiler, som enten solgte eller ønskede at købe benzin eller diesel.

I august var der blot fem opslag. Det svarer til en stigning på 260 procent i september.

Det er i denne gruppe, at B.T. er stødt på Peter.

»Jeg skrev derinde, fordi jeg kunne se, at mange søgte brændstof. Jeg tjener ikke en masse på det selv, men jeg er glad for, at jeg kan hjælpe andre, som sidder hårdt i det,« siger han og fortsætter:

Olieprisudviklingen på Tradingeconomics.com de seneste par måneder.

»Men normalt er det ikke noget, jeg gør på sociale medier. For nu kan du se, at jeg er blevet 'fanget' af B.T., og hvis du kan finde min kommentar, så kan politiet sikkert også.«

Det kan være ulovligt at sælge benzin og diesel i Danmark. Indtægter fra sådan handel er nemlig som udgangspunkt skattepligtige, og hvis de ikke oplyses til Skattestyrelsen, kan det udgøre skatteunddragelse eller sort indkomst.

Peter har dog ingen moralske kvababbelser:

»Jeg har lavet en aftale med en børnefamilie, der snart kommer hjem til mig og henter lidt til deres dieselbil. Ellers skulle de betale næsten 20 kroner for en liter, og så er det pludselig meget, moren kan spare ved, at jeg hjælper.«

Norge, Sverige, Tyskland, Spanien og Italien er blot nogle af de lande i Europa, der i år har iværksat tiltag for at afbøde effekterne af de højere globale brændstofpriser.

For eksempel ved at sænke afgifterne på benzin og diesel. Det mener Peter også, at politikerne i Danmark bør gøre:

»Jeg synes, politikerne helt burde fjerne moms og afgifter på brændstof, ligesom de har gjort på strøm. Lige nu er det bare en slags pengemaskine for dem. Det er noget svineri.«

Han fortsætter:

»Det er vanvittigt. Måske er det fordi, at staten tænker, at flere så går over på en elbil, og det er da også fint nok, at vi skal passe på verden. Men jeg går altså ikke over til elbil.«

Ifølge Peer Ebbesen Skov, seniorforsker hos Rockwool Fonden, minder mekanismen om sort arbejde, såfremt handlen er ulovlig på Facebook.

»Hvis en handel kan gennemføres uden skatter eller afgifter, der normalt ligger på varen, opstår der en økonomisk gevinst, som køber og sælger kan dele,« har han tidligere forklaret i B.T. og tilføjet:

»Det der overrasker mig mest ved Facebook-delen er, hvor åbent det tilsyneladende foregår. En grundlæggende forudsætning for sort økonomisk aktivitet er normalt, at transaktionen kan holdes skjult for myndigheder.«

Prisstigningerne for brændstof er bundet op på prisen på olie, der er forhøjet på grund af krige og konflikter flere steder i verden.

Særligt Ruslands invasion af Ukraine og uroen omkring Hormuzstrædet i Mellemøsten har presset priserne. Dette forsøger den danske regering at dæmme op for ved at hæve befordringsfradraget.

Ifølge skatteminister Jakob Engel Schmidt (M) vil det berøre 1,1 millioner danskere, og en gennemsnitlig pendler ventes at få 2300 kroner ekstra i befordringsfradrag i 2026.