Tidligere departementschef Peter Loft valgte helt usædvanligt at møde op i studiet hos TV2 News torsdag aften, efter at BT i dagens avis kunne offentliggøre skattedirektør Lisbeth Rasmussens hemmelige dagbog.

En dagbog, der blandt andet beskriver, at Peter Loft hele tiden har ment, at Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock var skattepligtig i Danmark.

Sideløbende med, at presset på Peter Loft steg til nye højder, førte afsløringen også til, at Skattesagskommisionen indgav en politianmeldelse til Københavns Politi for at finde frem til den person, der har lækket dokumenterne.

På TV2 News forklarede Peter Loft, at det kun var på grund af sagens usædvanlige karakter, at han dengang i efteråret 2010 valgte at følge den så tæt. Og samtidig insisterede han på, at det var ham, der efterfølgende skulle håndtere den forventede pressedækning.

- Nu var det som sagt en ganske særlig situation, og derfor mente jeg, at det var rimeligt, at jeg gik ind og fulgte det. Ikke blandede mig, men fulgte det, lød det fra Peter Loft, der ikke mener, at han gav andet end gode råd.

I den hemmelige dagbog, der i første omgang var blevet slettet, men som blev gendannet fra en harddisk af politiets eksperter, skriver Lisbeth Rasmussen blandt andet:

Et af de problematiske forhold ved det, han (Peter Loft, red.) foreslår, er, at at det ser ud som om, begrebet livsinteresse har nogen selvstændig betydning for sagen, og det har det ikke, står der under datoen 13. september 2010. 

Det kan læses som om, at Peter Loft ønskede få med i afgørelsen, at Thorning-parrets egen revisor havde fortalt, at Kinnock var biseksuel/homoseksuel, men det afviste Loft på TV2 News.

- Det eneste, jeg ønskede at fremhæve, var, at det skulle fremstå, at afgørelsen var gennemarbejdet, forklarede han med henvisning til den lange række af kalendere, flybilletter, og detaljer om opholdssteder, som Skat København havde gennemgået.

- Der var det forhold, at denne afgørelse ville blive læst med lup. Det var vigtigt at alle oplysninger, der kunne stilles spørgsmål ved, var afklaret på forhånd, sagde Loft, der løbende orienterede Troels Lund om sagen.

Også om revisorens homo-oplysninger.

- Jeg nævnte i fortrolighed for ministeren, at der er de her forhold, at man måske ikke er så meget hjemme, som man kunne forestille sig, sagde Peter Loft, der i øvrigt ikke mener, at dagbogen giver et retvisende billede af de fem møder, han selv deltog i.

For på trods af skattedirektørens uddybende dagbog mener Peter Loft selv, at møderne med Skat København 'foregik i en god og fordragelig ånd'.

Samtidig afviser han, at han som det er beskrevet i dagbogen skulle have forudfattede meninger om, at Stephen Kinnock skulle betale skat i Danmark.

- Jeg synes ikke selv, jeg har gjort noget forkert, og derfor mener jeg ikke, der er belæg for at kalde det en skandale, sagde Peter Loft.

- Det er mig magtpåliggende at sige, at det ikke tegner et retvisende billede, og det er måske også grunden til, at dagbogen blev slettet, gættede Peter Loft.