Hvis du tjener mere end 29.584 kroner om måneden før skat, så er du højtlønnet.

Det kan godt være, at det kommer bag på de fleste, men det er altså budskabet fra finansminister Peter Hummelgaard (S).

Det fortalte han tidligere på ugen, da han skulle forsvare, at regeringen vil fjerne SUen for hjemmeboende studerende, hvis deres forældre har en samlet årsindkomst på over 710.000 kroner før skat.

»Hold da op, noget sjusk,« lyder det fra LA-profilen Lars-Christian Brask til B.T.

Tirsdag sagde Hummelgaard konkret ifølge DR, at regeringens tiltag kun gælder unge hjemmeboende, som har »forældre med høje indkomster«.

Men den udlægning får Lars-Christian Brask til at spærre øjnene op.

For før valget måtte man forstå, at blandt andet en familie med en samlet indkomst på næsten en million kroner kunne være trængt nok til at modtage en fødevarecheck.

I februar sagde Peter Hummelgaard selv, at fødevarechecken var tiltænkt dem »uden en høj indkomst eller stor formue«.

»Det er ikke ret lang tid siden, at man var fattig, hvis husstandsindkomsten var tæt på en million kroner, og så kunne man få en fødevarecheck,« siger Lars-Christian Brask.

Lars-Christian Brask (LA) mener ikke, at Hummelgaards kommentar giver mening.  Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Så går der lidt mere end et halvt år, og så er man højtlønnet, når det drejer sig om SU.«

Lars-Christian Brask mener ganske enkelt ikke, at de to ting hænger sammen.

»Kæden er hoppet af, og der er et eller andet, der ikke passer. Det kan være, at han er blevet fanget på det forkerte ben og impulsivt skyder fra hoften, men det er en sjusket udtalelse.«

Tror du ikke bare, at han mener, at forældrene har en høj nok indkomst til, at deres hjemmeboende børn ikke behøver SU?

»Det kan godt være, at han mener det, men det er formuleret på en sjusket måde. Det må du spørge ham om,« siger han.

Lars-Christian Brask mener også, at Hummelgaards betegnelse rammer ved siden af, når man ser på danskernes lønninger.

Ifølge Danmarks Statistik lå medianlønnen i 2025 på omkring 48.700 kroner om måneden.

Brask peger samtidig på, at en nyuddannet folkeskolelærer som minimum tjener omkring 400.000 kroner om året før skat. 

»To nyuddannede folkeskolelærere er derfor højtlønnede, må man forstå,« siger Lars-Christian Brask og fortsætter:

»Mit ærinde er, at det er noget sjusk, når man dengang (ved uddelingen af fødevarchecken, red.) var fattig og nu pludselig er rig.«  

B.T. har blandt andet spurgt Peter Hummelgaard, om hans udtalelse var upræcis, og om han mener, at to folkeskolelærere er »højtlønnede«.

»Jeg synes ikke, at der her er tale om en høj indkomst. Som jeg også har fortalt til en række andre medier, så henviste jeg til, at 710.000 kroner om året er højere end den gennemsnitlige husstandsindkomst,« skriver han.

Han peger samtidig på, at flere dele af regeringens kommende finanslovsudspil gavner unge, skoler og uddannelser direkte – blandt andet med skatteyderbetalt offentlig transport for unge under 22 år.

Finansministeriet oplyser samtidig til B.T., at den gennemsnitlige husstandsindkomst i 2024 var knap 659.000 kroner.

Det er indkomsten i 2024, der danner grundlag for den foreslåede SU-grænse på 710.000 kroner.