En række forskere slog for nylig i DR fast, at der ikke findes klar dokumentation for, at hårdere straffe for skyderier fører til færre skyderier.
Men det gjorde forskerne ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S) mest af alt, fordi de »lever i en forskerverden«, som han udtrykte det til DR.
Det står i kontrast til Peter Hummelgaard selv, som ligesom politiet »lever i den virkelige verden, hvor vi skal forholde os til, at vi har haft mere end 66 knivoverfald i løbet af meget få måneder«.
Det er netop knivstikkerier, der for nylig har fået Peter Hummelgaard til at bebude en hårdere indsats mod de kriminelle bag – særligt i form af skærpede straffe.
Ifølge David Sausdal, der er lektor i kriminologi på Lund Universitet, er det dog ærgerligt, at Peter Hummelgaard går efter manden i stedet for at gå efter bolden.
»Jeg synes, det er en ret pinlig udtalelse fra en person, der besidder et af de øverste embeder i Danmark,« siger David Sausdal.
Han er ubetinget enig i, at det skal tages meget seriøst, at 66 mennesker i den seneste tid er blevet udsat for knivstikkerier.
Og han anerkender, at politikere også skal træffe politiske beslutninger og ikke til enhver tid lade sig diktere direkte af, hvad videnskab og eksperter siger om et givent område.
»Jeg synes bare ikke, Peter Hummelgaards udtalelser viser, at han tager det særligt seriøst. Vi vil begge gerne komme kriminaliteten til livs og hjælpe ofrene, så i stedet for at bekrige hinanden i medierne kunne vi måske mødes og finde nogle løsninger,« siger David Sausdal.
»Lidt forargeligt«
David Sausdal har brugt flere år på at forske i kriminologi og straffe, og han mener, at justitsministerens udfald mod forskere, der arbejder inden for hans eget fagområde, først og fremmest viser en foragt for forskning, men derudover også en mangel på forståelse for, hvad forskning er for en størrelse.
»Det er klart, at kriminologi ikke er naturvidenskab, men særligt den kriminologiske forskning bygger oftest på store erfaringsindsamlinger, statistikker og samtaler fra netop virkeligheden,« siger Sausdal.
Han påpeger, at de forskere, som justitsministeren langer ud efter, i princippet bliver betalt af skatteyderne for at indsamle viden og netop hjælpe politikere med at udvikle løsninger, der virker på både kort og lang sigt.
»Derfor er det egentlig lidt forargeligt, at en justitsminister på den måde taler ned til forskningen. Det hjælper hverken Peter Hummelgaard selv eller de ofre, som vi egentlig gerne vil hjælpe,« siger han.
Berlingske kunne i en artikel onsdag beskrive, hvordan Justitsministeriets egen forskningsenhed for nylig havde konkluderet, at der trods omfattende forskning inden for emnet ikke er meget, der tyder på, at hårdere straffe for en given forbrydelse har nogen markant præventiv effekt.
Rigspolitiets vurdering
Uenigheden mellem Peter Hummelgaard og David Sausdal har sit udspring i, at Sausdal, som forsker i emnet, ikke mener, at man entydigt kan konkludere, at strammere lovgivning om skydevåben har ført til færre skyderier.
På den anden side står justitsministeren, som siger, at han har fået at vide af politiet, at der er en sammenhæng.
Og Sausdal mener, at justitsministerens blinde tiltro til enkelte vurderinger fra politiet i forbindelse med eftersyn af bandepakkerne netop tyder på, at han selv er blevet fravristet forbindelsen til virkeligheden.
»Hvis man mener, at et eftersyn af bandepakkerne, som mest af alt bygger på nogle vurderinger fra nogle enkelte analytikere inde i politiet og nogle erfaringer derfra, trumfer en enorm indsamling af data og erfaringer fra ind- og udland, så er vi uenige om, hvori virkeligheden består,« afslutter han.
I et skriftligt svar til Berlingske oplyser justitsminister Peter Hummelgaard ligeledes, at han lægger Rigspolitiets vurdering til grund.
»Det er Rigspolitiets vurdering, at strafskærpelserne på våbenområdet generelt har fået personer i bandemiljøet til at ændre adfærd, så færre går rundt med skydevåben i det offentlige rum. Det er den vurdering, jeg lægger til grund, når jeg mener, at straffene i relation til knive også skal skærpes,« oplyser Hummelgaard.
Denne artikel er fra Berlingske.