Det amerikanske forsvarsministerium er centrum for en vild pengeskandale. 

En ny rapport viser nemlig, at forsvarsminister Pete Hegseth har brugt svimlende beløb på luksuskrabber, møbler, kontrakter og teknologi til 93 milliarder dollars i september 2025.

Beløbene i dollars skal ganges med 6,4 for at blive til kroner, og det svarer derfor til over 600 milliarder danske kroner på blot en måned. 

I den offentliggjorte rapport er listen over luksusindkøb lang og opsigtsvækkende. Alene i september sidste år brugte han 2 millioner dollars på kongekrabber fra Alaska, 1 million dollars på laks og 6,9 millioner dollars på hummerhaler. 

Samtidig er der brugt enorme formuer på sushi-borde, ismaskiner og donuts til over flere millioner.

Det stopper dog ikke ved maden. Forsvarsministeren har henover månederne fundet yderst kreative måder at tømme kassen på. 

Herunder et flygel til en værdi af 100.000 dollars, over 1,5 milliarder dollars på kontormøbler fra møbelproducenten Herman Miller og børneklistermærker med Dora the Explorer, Frozen og Paw patrol for over 12.000 dollars. 

Ifølge Open the Books, som er en organisation, der undersøger hvordan offentlige midler bliver brugt, skyldes de vilde indkøb én særlig regel.

Reglen hedder "brug dem eller mist dem", som betyder, at hvis Pentagon ikke brænder hele deres budget af inden årets udgang, risikerer de at få færre penge næste år.

Den største udgiftspost i Hegseths ministerium i september var tilskud og kontrakter for mere end 90 milliarder dollars.

En af dem, der løfter øjenbrynene er den demokratiske kongreskvinde Melanie Stansbury. I et opslag på X skriver hun, at hun vil have sagen undersøgt.  

»Ud over milliarder af skatteydernes penge, der er blevet brugt i denne krig i Iran, viser rapporter, at minister Pete Hegseth spildte 93 milliarder dollars i føderal DOD-finansiering i slutningen af ​​sidste år. Du kan være sikker på, at vi vil undersøge sagen,« skriver hun på det sociale medie X. 

I opslaget oplister hun også alt det, som forsvarsministeren har brugt pengene på.

Ifølge det amerikanske medie The independent har tidligere præsident Barack Obama brugt langt flere penge på møbler end Hegseth. Dengang brugte forsvarsministeriet angiveligt omkring 300-400 millioner dollars på møbler ved udgangen af hvert budgetår.

Forsvarsministeriet har endnu ikke kommenteret på beskyldningerne og rapporten.