Nye Borgerliges leder er ikke i tvivl – Løkke har gjort skade på Danmark.

»Det er gået op for mig, hvor sort det ser ud, når det ser så rødt ud,« siger Pernille Vermund med dyster stemme i mobiltelefonen.

Man må ringe til Nye Borgerlige-lederen, for hun har meldt afbud til Folkemødet på Bornholm, hvor hun ellers skulle have holdt sin første store tale som partileder valgt til Folketinget og naturligvis have givet masser af interview.

Hun er ikke gået ned med stress, men kan mærke kroppen reagere på de tre et halvt år, hun har kæmpet for at få sit nye parti, Nye Borgerlige, opstillet og kørt i stilling til at komme i Folketinget.

Missionen lykkedes lige præcis med fire mandater.

Men det er ikke lykkedes hende at få afgørende mandater. Hendes håb var, at rød og blå blok ville stå næsten lige, og så kunne hun selv med få mandater have siddet på de afgørende borgerlige stemmer og tvunget blå blok til at lytte til hendes tre ufravigelige krav.

I stedet leverede vælgerne det rødeste valg siden 1970'erne, nærmest et jordskredsvalg, hvor afgørende temaer ikke blev udlændinge og skat, men klima og velfærd. Og de udlændingekritiske stemmer, Nye Borgerlige skulle samle op, blev også fordelt på det endnu mere kritiske Stram Kurs, der ikke opnåede valg.

Nye Borgerliges folketingsgruppe og partileder Pernille Vermund har første dag på Christiansborg, efter de blev valgt ind i Folketinget.
Nye Borgerliges folketingsgruppe og partileder Pernille Vermund har første dag på Christiansborg, efter de blev valgt ind i Folketinget. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Det er som at kigge ind i fire år med store sorte tordenskyer, der bare venter på at fylde os med skybrud og vand i kældrene og et kæmpe oprydningsarbejde, når det engang er overstået,« siger Pernille Vermund

Det er, som om dagsordenen har ændret sig helt?

»Man kan tolke meget ind i dette valg. Jeg tolker det sådan, at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance gik markant frem ved sidste valg, fordi de var protestparter.«

»Så begyndte de at gå efter magt eller muligheden for magt. Men de fik ikke ordentlig indflydelse på deres egne vigtigste dagsordener,« siger Pernille Vermund.

Hendes eget parti, Nye Borgerlige, er groft sagt bygget op på en kombination af de partiers politik, blot endnu skarpere.

En endnu hårdere udlændingepolitik end DF og en endnu mere liberal økonomisk politik end Liberal Alliances, herunder en meget mindre offentlig sektor og meget lavere skatter.

Både DF og LA blev mere end halveret ved valget, og Pernille Vermund mener ikke, at hverken DF eller LA har leveret på deres egne primære politikområder.

Nye Borgerliges folketingsgruppe og partileder Pernille Vermund har første dag på Christiansborg, efter de blev valgt ind i Folketinget.
Nye Borgerliges folketingsgruppe og partileder Pernille Vermund har første dag på Christiansborg, efter de blev valgt ind i Folketinget. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Danskerne fik hverken ordentlige løsninger på udlændingeproblemerne eller markante skattelettelser, som de to partier havde lovet,« siger hun.

»Der er i stedet kommet historisk mange mennesker hertil fra muslimske lande, og alle stramningerne har ikke vendt udviklingen. Men det er jo interessant at se på de personlige valg, hvor Inger Støjberg (V) har fået et stort personligt stemmetal og næsen tre gange så mange stemmer som Venstres næstformand, Kristian Jensen. Det vidner om, at der er opbakning i befolkningen til en hård udlændingepolitik.«

»​Alene i Venstre har Inger Støjberg fået mange stemmer på grund af udlændingepolitikken og Tommy Ahlers på grund erhvervspolitikken. Så der er jo bud efter markant borgerlig politik.«

Men er det ikke svært at se et ordentligt borgerligt alternativ for sig?

»Det er meget forvirrende, at Lars Løkke har lagt op til at samarbejde med Socialdemokratiet. Jeg er lige ved at tro, at Liberal Alliance kunne have tilgivet ham alt det bøvl, der har været, hvis han ikke havde sluttet valgkampen af på den måde.«

»Det kommer til at tage tid at reparere de skader, Lars Løkke har påført det borgerlige Danmark – både i valgperioden, men også i valgkampen,« siger Pernille Vermund.

 
I videoen kan du se Pernille Vermund danse og fejre Nye Borgerliges plads i folketinget.
Vis mere