Partiformand for Nye Borgerlige Pernille Vermund glæder sig over, at mere end hver fjerde dansker mener, at religiøse muslimer skal afskæres fra at blive danske statsborgere.

Samtidig afviser hun, at man ikke kan forene den grundlovssikrede religionsfrihed med holdningen om, at religiøse muslimer ikke skal kunne blive statsborgere i Danmark.

»Jeg mener, at undersøgelsen viser, at danskerne er et oplyst folk. Ser man på de lande, hvor en stor del af befolkningen er religiøse muslimer – ikke sekulære og moderate – så er det ikke samfund, som vi skal lægge os op ad,« siger hun.

»Fire ud af ti herboende muslimer ønsker, at grundloven skal bygges op om Koranens bud. Det er en meget stor andel. Med tiden vil det betyde, at de danske værdier bliver udvisket. Herunder at det bliver forbudt at kritisere Koranen eller Muhammed. Mener man det, så er man ikke tro mod det danske værdifællesskab, hvilket man skal sværge ved, når man skal være dansk statsborger. Det vil være tosset at give dem statsborgerskab.«

Men når der kommer ti muslimer hertil, så vil seks af dem jo ikke mene, at dansk lov skal tilpasses Koranen, hvis altså Jyllands-Postens tal passer nogenlunde på dem også. De bliver derfor dømt på forhånd, fordi de tilfældigvis har muslimsk baggrund. Hvorfor er det, at de ikke netop bliver ramt på, at de tilfældigvis er knyttet til en specifik tro, hvilket de ifølge grundloven i øvrigt har ret til?

»Vi mener, at vi må have styr på den udlændingepolitiske situation herhjemme. Når der er styr på den, så kan vi igen åbne for individuelle samtaler med personer, som ønsker at blive danske statsborgere. Også dem fra muslimske lande.«

Hvornår er der så styr på den?

»Det er der, når de herboende indvandrere fra ikkevestlige lande er lige så godt repræsenteret på arbejdsmarkedet som den øvrige befolkning, når de er lige så lidt kriminelle, og når de herboende muslimer ikke i så høj grad mener, at dansk lov skal bygge på Koranen.«

»For at nå dertil skal tre ting være opfyldt: Der skal være asylstop. Indvandrere, der allerede bor her, skal forsørge sig selv, og vi skal kunne udvise kriminelle udlændinge efter første dom uden problemer.«

Hvad med alle mulige andre fanatikere, som vil sætte grundloven ud af spil?

»Dem synes jeg heller ikke, vi skal have. Jeg ville aldrig give statsborgerskab til en nazist.«

Nej, men du vil jo ikke afskære folk fra lande eller områder med relativt mange nazister fra nogensinde at kunne blive danske statsborgere?

»Altså, hvis det var lige efter Anden Verdenskrig, og det væltede ind med tyske flygtninge, og vi havde en fornemmelse af, at rigtig mange af dem var overbeviste nazister, så jo, så ville jeg også bremse dem. Igen indtil der kom styr på situationen. Så kunne vi igen begynde at tage det individuelt.«

Du var barndomsveninde med den kvindelige imam Sherin Khankan ...

»Dengang hed hun Ann Christine!«

Nå?

»Ja.«

Hun har lige viet den homoseksuelle debattør og tv-vært Abdel Aziz Mahmoud til hans mandlige kæreste, så helt fanatisk kan hun vel ikke være. Jeg tror, hun vil betegne sig selv som religiøs muslim. Ville du give hende statsborgerskab, hvis hun ikke allerede havde det og nu søgte om det?

»Jeg ville sige, at hvis hun kunne forsørge sig selv, så var hun velkommen og kunne få opholdstilladelse. Jeg ville ikke give hende et statsborgerskab. Det ville jeg altså ikke.«