En dansk mand har modtaget 60 dages ubetinget fængsel for at have truet Pernille Vermund og hendes mand, Lars Tvede, ad flere omgange.

En dom som Pernille Vermund er yderst tilfreds med.

Det skriver hun i et opslag på Facebook.

»Der faldt en god dom i Østre Landsret i dag. En dansk mand, der havde truet mig på livet ad flere omgange, blev dømt efter Straffeloven om trusler og fik skærpet sin dom fra byretten. Han skal nu i fængsel, og det jeg meget tilfreds med,« skriver Pernille Vermund.

Hun skriver, at tilfredsheden ligger i, at rettens skærpelse forhåbentlig vil sende et signal til andre om, at man selvfølgelig skal kunne debattere frit, men at man aldrig skal true nogen på livet.

Hun synes ikke, at den grænse skal overskrides, og hun mener, at domstolene viser, at de slår hårdt ned på den slags ved at stadfæste dommen.

I opslaget kommer hun også med en opfordring til andre, der bliver udsat for trusler på de sociale medier.

»Jeg vil opfordre alle, der modtager trusler på de sociale medier eller i private beskeder, til at melde det til politiet. Det er godt for én selv, og hjælper en til at komme videre, og det er nødvendigt af hensyn til vores retssamfund. Man skal ikke kunne true nogen til tavshed. Dertil er vores ytringsfrihed for vigtig,« slutter hun i opslaget.