Nye Borgerliges formand har offentliggjort, at dette bliver hendes sidste valgperiode i Nye Borgerlige.

Dermed ser hun mod en fremtid uden for Christiansborgs vægge.

B.T. har derfor spurgt hende, hvad hun så skal i stedet for.

Det kan du se i en video, som er øverst i artiklen.

»Jeg håber, at jeg kan få lov til at engagere mig i nogle af de sager, som er vigtige i Syd- og Sønderjylland, hvor jeg er valgt ind. Jeg fik det bedste personlige valg af alle kandidater. Så jeg håber, at jeg kan bruge min resterende tid på at give lidt tilbage til de mange tusinde danskere, som har stemt på mig,« forklarer Nye Borgerlige formanden til B.T. og fortsætter:

»Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg savner at tegne huse og jeg savner mit arbejde. Det er ikke nogen hemmelighed, at det at være kreativ og have et arbejde, hvor man bruger hænderne, så er det noget andet end Christiansborg. Når det er sagt, så kommer jeg helt sikkert tilbage til det efter min tid på Borgen.«

Hun afviser bagefter, at hun træder ud af Folketinget før tid.

»Det er ikke sådan, at jeg går, men jeg har meddelt, at det er min sidste valgperiode. Men i den erkendelse er det også rimeligt at gøre sig overvejelse om, hvem der skal være formand efter mig.«

Har der været et internt pres for, at du skulle stoppe som formand?

»Nej, det har der bestemt ikke. Tværtimod. Jeg har meddelt min folketingsgruppe i dag, at jeg ikke genopstiller, og at jeg også vælger at træde tilbage som formand, når vi har årsmøde.«

»Jeg hører fra mine partifæller, at de meget gerne så, at jeg blev siddende,« siger hun til B.T.

Samtidig afviser Pernille Vermund, at hendes beslutning har noget at gøre med det interne drama, der udspillede sig til partiets valgfest, hvor Mette Thiesens kæreste skubbede og kastede øl i hovedet på en anden deltager. Efterfølgende har B.T. afdækket, hvordan Mette Thiesens kæreste ved flere lejligheder har truet og chikaneret en ansat i partiet.