»For pokker da, hvor ville jeg gerne have haft flere af jer med ind i Folketinget, og hvor ville jeg gerne have været de seneste ugers problemer foruden.«
Sådan lød det fra formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund i sin tale på partiets årsmøde lørdag i Kastrup.
Årsmødet kommer i kølvandet på stor tumult i partiet, som kort tid efter valget førte til, at Mette Thiesen har meldt sig ud af Nye Borgerlige og nu er blevet løsgænger.
Thiesens kæreste overfaldt en partiansat under valgfesten 3. november, og det var åbenbart ikke første gang, at han havde været truende. Det førte til, at Pernille Vermund i et nyhedsbrev til Nye Borgerliges medlemmer tog kraftigt afstand fra Mette Thiesen.
Den ansatte, som blev overfaldet på valgaftenen, har tidligere været i et forhold med Mette Thiesen og forud for overfaldet har Thiesens kæreste flere gange truet den ansatte på partiets kontorer på Christiansborg.
»At miste et mandat mindre end en uge efter, at man er valgt i Folketinget, det tror jeg ikke, at der er nogen partier, der drømmer om,« lød det fra Pernille Vermund.
Her varslede hun også, at Nye Borgerliges internt udskældte regler om, at hovedbestyrelsen kan udpege spidskandidater ved folketingsvalg nu skal ændres.
»Jeg ved også godt, at der er nogle af jer, der har været utilfredse med interne processer – eksempelvis vores godkendelsesprocedure for valg af folketingskandidater,« sagde hun og fortsatte:
»Det skal der rettes op på. Vi lytter til jer, lød det fra Pernille Vermund.