Pernille Vermund bad om, at Mikkel Bjørn fik en undskyldning, da hun hørte, at det nu tidligere medlem af Nye Borgerliges folketingsgruppe havde følt sig truet med eksklusion.

»Mikkel Bjørn har haft opfattelsen af, at han er blevet truet med at blive ekskluderet. Jeg har ikke selv været med på mødet, men da jeg hørte, at det var hans opfattelse, tog jeg straks fat i vores sekretariatschef og bad ham undskylde over for Mikkel, at han var blevet efterladt med den opfattelse,« siger Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund.

»Og det er bestemt ikke sådan, at man bliver ekskluderet fra partiet, uanset om man stemmer på den ene eller anden formand,« tilføjer hun.

Pernille Vermund reagerer på, at Mikkel Bjørn tirsdag har meldt ud, at han forlader Nye Borgerlige og i stedet slutter sig til Dansk Folkeparti.

I den forbindelse har Mikkel Bjørn skrevet i et facebookopslag, at han blev truet med eksklusion af Nye Borgerlige, hvis han ikke bakkede op om Lars Boje Mathiesen son formand efter netop Pernille Vermund, der har offentliggjort, at hun stopper på posten.

Mikkel Bjørn skriver desuden, at han fik at vide, at det ville blive opfattet som illoyalitet, hvis han selv stillede op til formandsposten.

Men han oplyser også selv i sit facebookopslag, at han fik en undskyldning.

Pernille Vermund siger, at hun er ked af, at konflikten mellem Mikkel Bjørn og Lars Boje Mathiesen skulle komme så vidt.

»Formandsvalg er grimme. Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været en konflikt omkring Mikkel Bjørn og Lars Boje, som har været der altid,« siger hun.

»Vi er jo forskellige mennesker, og vi har en fælles sag, vi kæmper for. Vi kan ikke altid nødvendigvis lide hinanden, og det her var desværre nok noget, jeg så komme. At det skulle komme så vidt er jo ærgerligt.«

Der er deadline for at melde sig som kandidat til formandsposten i partiet tirsdag ved midnat. Indtil videre er det kun Lars Boje Mathiesen, som har meldt sig på banen.

Til gengæld står det allerede nu klart, at der er kampvalg om næstformandsposten. Her har både folketingsmedlem Kim Edberg og hovedbestyrelsesmedlem Rune Bønnelykke meldt sig som kandidater.

/ritzau/