Det er ingen hemmelighed, at det kan gå stærkt, når man er folketingspolitiker.

Det har Pernille Skipper, forhenværende politisk leder for Enhedslisten, måtte sande på den hårde måde, fortæller hun til chefredaktør Marchen Neel Gjertsen i Jyllands-Postens podcast 'Under Gulvtæppet'.

Stressen oplevede hun på egen krop i 2015, da Danmark skulle stemme om det danske retsforbehold i EU, og hun var retsordfører for Enhedslisten.

»Da den afstemning var overstået, oplevede jeg, at jeg havde store, bare pletter i mit hoved af hår, der var faldet ud. Jeg havde heller ikke sovet i hele den periode,« fortæller hun.

Pernille Skipper sidder ikke længere i Folketinget og er nu en 'fri fugl', fortæller hun.

Hun sad i Folketinget fra 2011 til 2022.

Efter Jakob Ellemann-Jensen (V) sygemeldte sig med stress, har debatten atter handlet om stress blandt folketingspolitikerne.

Tidligere har blandt andet Alex Vanopslagh (LA), Jacob Mark (SF) og Ida Auken (S) været lagt ned af stress.