Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, ønskede ikke at kommentere sin sygemeldte partifælles kroservering.

»Det kan og vil jeg ikke kommentere.«

Sådan lød det talrige gange fra Enhedslistens Pernille Skipper onsdag på et pressemøde, da hun blev forholdt oplysninger om, at teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (E) under sit sygefravær har serveret øl og mad på en kro på Thunø.

Borgmesteren har været sygemeldt siden april måned efter en mulig voldtægtssag i hendes hjem, med en månedsløn på knap 90.000 kroner samt pension, der hæver beløbet til små 100.000 kroner, ligesom Enhedslisten får ekstra penge ind i partiskat, fordi både Ninna Hedeager Olsen og hendes afløser bliver aflønnet og betaler partiskat til Enhedslisten.

Alligevel ønskede partiformanden ikke at forholde sig til det arbejde, som sygemeldte Ninna Hedeager Olsen ifølge Jyllands-Posten altså skulle have foretaget sig på sin venindes kro på Tunø.

»Jeg har ikke indsigt i sagen eller beføjelser til at udtale mig om den,« lød det fra Pernille Skipper, der samtidig henviste til Enhedslistens lokalafdeling i København.

Ninna Hedeager Olsen har været sygemeldt i fire måneder uden lægeerklæring, og det er hun – i modsætning til almindelige danske borgere – i sin gode ret til, fortæller Henning Jørgensen, professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

»Der er ingen krav til politikere om, hvordan de melder sig syge. De kan bare sige, de er syge,« siger han og konstaterer samtidig, at Ninna Hedeager Olsen er i sin gode ret til også at udføre arbejde andetsteds, selv om hun er sygemeldt fra sin primære opgave som borgmester i Københavns Kommune.

»Der er strenge krav til en almindelig borger på offentlig forsørgelse, men der er ingen krav til, hvordan politikere klarer en sygdomsperiode.«

»De har nogle privilegier, som almindelige mennesker ikke har, så hun kan ikke juridisk retsforfølges for det her. Det er jo noget, som politikerne selv har valgt.«

På onsdagens pressemøde afviste Pernille Skipper dog ikke, at man måske skulle se på de privilegier, som politikerne nu engang har, hvad angår sygemeldinger.

»Kunne man kræve en lægeerklæring ved sygemelding? Ja, det kunne man godt. Men det er svært, når vi som politikere ikke har en chef, som andre har. Vi er folkevalgte. Er der nogen, der har en god løsning på det, så er jeg villig til at diskutere det.«

B.T. kunne tirsdag fortælle, at Enhedslisten København havde orienteret deres medlemmer om, at Ninna Hedeager Olsen opholder sig på Tunø for at bearbejde oplevelsen af den voldtægtssag, der begyndte i hendes hjem 1. april.

Her skulle et tidligere medlem af Enhedslistens bestyrelse ifølge anklagemyndigheden have voldtaget en kvinde i borgmesterens hjem, hvor også hun blev blufærdighedskrænket.

Hændelsen, der førte til tiltalen, skete i forbindelse med en fest.

Ved tidligere retsmøder i sagen er det kommet frem, at Ninna Hedeager Olsen vågnede i sin store seng – hvor i alt fire personer havde lagt sig for at sove – ved, at hun blev befamlet på brysterne af den nu tiltalte mand.

Sagen mod den anklagede starter den 28. august.