Forventninger var store, da Mette Frederiksen og de tre andre partiledere i regeringsforhandlinger forskansede sig på socialdemokratens kontor her til aften.
Ville de komme ud med store smil på læben? Skulle de blot beslutte de sidste ting, før en ny regering var klar?
Det var dog ikke tilfældet, for da Morten Østergaard, Pernille Skipper og Pia Olsen Dyhr cirka klokken 22.50 kom ud fra kontoret, bredte der sig en anspændt stemning.
Først svarede Morten Østergaard på TV 2 News spørgsmål om, hvorvidt man var kommet tættere på en løsning.
»Vi snakker da sammen, men vi er bestemt ikke færdige,« sagde en træt Morten Østergaard.
Men det var først, da tv-kanalens reporter fangede Pernille Skipper længere nede af gangen, at man for alvor kunne konstatere, at det lange møde ikke rykket dem tættere.
»Der er vist forskellige udlægninger af, hvor tæt vi er på hinanden,« sagde Enhedslistens partileder.
Det kan altså konstateres, at man her til aften ikke har taget de afgørende skridt i regeringsforhandlinger. Et kvarter efter kom Mette Frederiksen ud, og her var der klar besked.
»Selvfølgelig skal vi ikke forhandle i det uendelige. Den politiske tanke er der nu, og den er flot, så vi er der, hvor det er et spørgsmål om politisk vilje,« sagde hun.
Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre har forhandlet om en ny regering i snart 20 dage, og det har alle dage foregået i landstingssalen i Christiansborg med partilederne samt en række andre folketingsmedlemmer fra hvert parti.
Men mandag aften blev de fremmødte presse på Christiansborg snydt. De stod foran landstingssalen og ventede på politikerne, men pludselig var der forlydender om, at Mette Frederiksen og de tre andre partiledere befandt sig på førstnævnes kontor.
Her sad de i mere end tre timer, og da de så kom ud, var det altså tydeligt, at man i hvert fald ikke var kommet tættere på en løsning.


