Kærligheden blomstrer atter for politikeren Pernille Rosenkrantz-Theil.

»Jeg har fået en kæreste. Det har jeg faktisk haft i halvandet år, det er bare ikke noget, jeg har meldt ud offentligt,« siger hun til B.T. og vil ikke afsløre yderligere om den udkårnes identitet.

Pernille Rosenkrantz har to børn med sin tidligere mand, Mikkel Hansen, som hun blev skilt fra i 2014. Hun har tidligere åbnet op over for B.T. omkring smerten ved en skilsmisse.

»Det var slet ikke et kapitel i min bog overhovedet. Jeg har veninder, som aldrig havde forestillet sig at blive sammen med faderen til deres børn, men jeg havde ikke forestillet mig andet. Så det er både tab af forståelse af, hvad fanden det egentlig er, jeg skal i mit liv, og en kæmpe sorg,« sagde hun dengang til B.T.

Men nu ser det ud til, at der kan tilføjes endnu et kapitel til politikerens kærlighedshistorie.

Pernille Rosenkrantz-Theil fortalte i 2011, at hun med sin daværende mand havde indgået en særlig pagt, som gik ud på, at de ikke måtte lade sig skille de første fire år efter en familieforøgelse. Parret fik børnene Vito og Vigga, og de blev skilt efter syv års ægteskab.

Efter at have slikket sårene fra skilsmissen blev hun kærester med Rune Baastrup, som i dag er direktør i DeltagerDanmark. Parret slog pjalterne sammen i en fælles lejlighed på Frederiksberg med deres fem sammenbragte børn – inklusive Rosenkrantz-Theils plejesøn Haben, som i dag er flyttet hjemmefra.

Men kærligheden holdt ikke, for konceptet om en sammenbragt familie var hårdt, fordi politikeren aldrig helt slappede af, da der var forskellige meninger om opdragelse af de fælles børn. Det fortalte hun til B.T efter bruddet.

Alligevel ville hun ikke helt afskrive, at hun kunne havne i samme situation igen. »Man skal aldrig sige aldrig,« sagde hun dengang.

Pernille Rosenkrantz-Theil er bosat i Brønshøj med sine forældre og sine to børn, Vito og Vigga.
Pernille Rosenkrantz-Theil er bosat i Brønshøj med sine forældre og sine to børn, Vito og Vigga. Claus Bech

Nu ser det ud til, at den 42-årige politiker atter har fundet kærligheden. Hun fortalte nemlig i 'Mads og Monopolet', at hun har fået en ny kæreste.

B.T kunne afsløre, efter vi mødte Rosenkrantz-Theil i Brønshøj for at snakke om hendes nye familiekollektiv, at parret faktisk har været kærester i halvandet år. Men det er også alt, som hun vil afsløre om manden, som har vundet hendes hjerte.

Om socialdemokraten ender i 'samme situation' igen og flytter sammen med den nye kærlighed, vil kun tiden vise.

»Jeg tror, at der er en ting, jeg har konstateret hen over årene, og det er det der med altid og aldrig. Det er en skæg størrelse. Jeg vil hellere lade tiden vise,« siger hun.