Næsten 20 år efter, at socialdemokraten Jeppe Kofod havde sex med en 15-årig fra DSU, spøger skandalen stadig.
Nu rammer den Pernille Rosenkrantz-Theil, partiets fremtrædende spidskandidat ved kommunalvalget i København.
En række partier i hovedstaden langer således hårdt ud efter Rosenkrantz-Theil, fordi hun helt tilbage i 2008 forvarede Kofods handlinger, skriver DR.
Da sagen rullede i sin tid, sagde Rosenkrantz-Theil dengang til Ekstra Bladet:
»Manden har intet ulovligt gjort. Hvis man mener, det ikke er i orden at have et seksuelt forhold til en person på 15 år, så må man stille forslag til en lovændring.«
B.T. spurgte i september 2020 Rosenkrantz-Theil, der i mellemtiden var blevet børneminister, om hun stadig stod ved de udtalelser, eller om MeToo-bevægelsens indtog havde ændret hendes syn.
»Jeg har ikke noget nyt at sige om den sag,« svarede hun.
I dag vækker hendes forsvar for Jeppe Kofod harme blandt flere partier.
Moderaternes spidskandidat i hovedstaden, Ellen Emilie, siger til DR, at hun håber, vælgerne noterer sig Rosenkrantz-Theils udtalelser, inden de går ned og sætter krydset.
»Hendes citat fra 2008 synes jeg helt ærligt er meget virkelighedsfjernt og ikke okay. Og det er jo megaproblematisk, at der ikke blev taget afstand fra det dengang.«
Radikales kandidat Kristine Ammitzbøll-Bille siger til DR, at Rosenkrantz-Theil bør indrømme, at det, hun sagde, var forkert.
Også Enhedslistens Charlotte Lund kritiserer, at Rosenkrantz-Theil ikke har taget afstand fra sit forsvar af Kofod.
Rosenkrantz-Theil siger til DR, at hun mener noget andet i dag end dengang, hvor hun efter eget udsagn ikke »forstod rækkevidden af det«.
På DRs spørgsmål om, hvor vidt hun giver Ellen Emilie og de andre ret i deres kritik af hende i dag, svarer Rosenkrantz-Theil:
»Ja, altså jeg er utrolig glad for og langt tryggere ved at skulle sende min egen datter for eksempel ud i voksenlivet, efter der er blevet taget den kamp.«

