Som folketingsmedlem er opgaverne mange - nogle gange lidt for mange. Det blev de i hvert fald for Dansk Folkeparti-politikeren Alex Ahrendtsen, der i begyndelsen af december valgte at sygemelde sig.

»Jeg synes, det er en klog beslutning. Man kan ende med at gå fuldstændig ned med flaget,« siger Pernille Bendixen, der har overtaget hans plads frem til den 15. januar.

Hun var medlem af Folketinget før valget i år, men måtte tage konsekvenserne af Dansk Folkepartis store stemmetab. Hun fik ikke en af de to mandater, som endte på Fyn.

Men nu er hun altså tilbage for en stund.

Pernille Bendixen (DF).
Pernille Bendixen (DF). Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Det er jo som altid fantastisk spændende at være på Christiansborg, men det er også trist.  Det er jo altid træls at komme ind, fordi nogen har det dårligt,« siger hun.

Hun er glad for, at Alex Ahrendtsen valgte at lytte til sig selv og har taget en pause.

»Det kan være svært at sætte sin hverdag i system. Det er ikke et otte til fire job. Vi arbejder weekender, aftener, helligdage osv. Man brænder jo for det, så det er rigtig svært at sige nej. Det er jo et privilegeret job,« siger hun.

Pernille Bendixen har erstattet Alex Ahrendtsen siden den 3. december, hvor hun har varetaget tre af den 52-årige politikers ordførerskaber: Kulturordfører, idrætsordfører og ordfører for hele medieområdet.

Posten som folkeskoleordfører har Jens Henrik Thulesen Dahl, der sammen med Ahrendtsen bestrider de to mandater på Fyn, overtaget.

Det var Alex Ahrendtsen selv, der tog kontakt til Bendixen forud for hans sygemelding.

»Han ringede for at høre, om jeg havde mulighed for at træde ind,« siger hun og fortsætter:

»Han sagde, at han var syg med stress og havde brug for ro.«