Per Stig Møller om grønlandsaftale: 'Nu gælder det om at holde kæft'
Den tidligere udenrigsminister, der selv forhandlede en aftale om Grønland med amerikanerne i 2004, ser de næste timer som afgørende – og advarer om, at Donald Trump stadig kan smide en bombe ind i forhandlingerne.
Tidligere minister og nuværende forfatter, Per Stig Møller, kommer nu med en klar opfordring. Foto: Thomas Lekfeldt
Den danske regeringstop har god grund til at holde vejret. De næste timer kan afgøre en af Danmarks største udenrigspolitiske kriser i nyere tid.
Ifølge tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er det svært at overvurdere betydningen af det næste døgn.
»Da Norge forhandlede sin selvstændighed i 1905 siges det, at statsminister Christian Michelsen i de afgørende timer sagde, at 'Nu gælder det om at holde kæft.' Det samme er tilfældet lige nu,« siger Per Stig Møller til B.T.
Fredag skrev den amerikanske præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social, at Danmark, Grønland og USA havde indgået en aftale om Grønland.
Aftalen ventes underskrevet i New York, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) netop er rejst til for at mødes med Trump i forbindelse med underskrivelsesceremonien.
Men det er bestemt ikke ensbetydende med, at Mette Frederiksen kan ånde lettet op.
Trump har tidligere formået at smide en ellers tilsyneladende køreklar aftale på gulvet i 11. time.
»Der er stadig en risiko for, at man rokker ved båden. Og når der er tale om Trump, så skal der nogle gange ingenting til,« siger Per Stig Møller.
Statsminister Mette Frederiksen er i weekenden rejst til New York for at mødes med Trump om Grønland. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Djævlen i detaljen
Ifølge amerikanerne handler grønlandskrisen først og fremmest om sikkerhed.
Det Hvide Hus er ikke overbevist om, at Danmark har sørget for tilstrækkelig militær tilstedeværelse i Arktis til, at Kina og Rusland er afskrækkede.
Det på trods af, at Danmark og USA indgik en forsvarsaftale tilbage i 1951, der – groft sagt – giver USA mulighed for selv at være militært tilstede i Grønland.
Donald Trump har længe gjort sig tilnærmelser mod Grønland. Foto: Evan Vucci/Reuters/Ritzau Scanpix
Aftalen bliver i dag brugt som argument for, at Donald Trump slet ikke behøver at overtage Grønland. Han har nemlig allerede masser af manøvrerum.
I 2004 blev aftalen fornyet, og dengang var netop Per Stig Møller selv med til at forhandle ændringerne på plads med amerikanerne og grønlænderne.
»Jeg kan ikke svare på, hvad forandringen er fra 2004 til den nye aftale, for lige nu har vi kun Trumps udlægning, og den behøver ikke at være sand,« siger han og fortsætter:
»Men jeg havde forsøgt at gøre det samme som regeringen – tage luften ud af ballonen med en arbejdsgruppe og få diskussionerne ned på embedsmandsniveau. Og lige nu ser det ud til, at Grønlands suverænitet er urørt. Det er en lettelse.«
Men alt er ikke fryd og gammen:
»Hvis vi tager sølvpapirshatten på, så kan det være, at amerikanerne med denne aftale har opgivet den pludselige voldelige overtagelse af Grønland – men nu prøver sig med en fredelig overtagelse.«
Derfor er Per Stig Møllers konklusion enkel:
»Det gælder for Danmark om at være vågen ved havelågen.«