Pensionister og førtidspensionister friholdes for beskæringer af grøn check i den aftale om energiafgiften PSO, som ventes at falde på plads torsdag aften.

Det viser beregninger, som Ritzau har set. Og oplysningerne bekræftes af flere kilder.

Besparelserne på den grønne check skal bidrage med 700 millioner kroner, der skal gå til at fylde hullet efter energiafgiften PSO, som EU har kendt traktatstridig.

Friholdelsen af pensionisterne har været et kardinalpunkt for Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har tidligere udtalt sig stærkt kritisk om at sløjfe den grønne check, som egentlig er et skattefradrag til folk med særligt lave indkomster.

»Det vil i virkeligheden sige at lade skatterne stige for dem med de laveste indkomster for at finansiere en afgiftslettelse også for dem med de højeste. Det synes jeg, er ret usympatisk,« sagde han til Ritzau i maj.

/ritzau/