Personer på overførselsindkomst får med ny aftale en skattefri check på 1.000 kroner. Det gælder blandt andet pensionister, men også andre grupper på overførselsindkomst.
Det siger finansminister Nicolai Wammen (S) efter klokken 01 natten til mandag.
Modtagerne af checken er personer, 'som var helt eller delvist offentligt forsørgede ved en offentlig indkomstoverførsel i april måned'.
Det fremgår af aftalen, som B.T. har modtaget.
1.000 kroner til personer på overførselsindkomst vil kunne mærkes, men ikke løse alt, siger finansminister Nicolai Wammen.
»For rigtig mange mennesker vil det være rigtig dejligt, at der kommer 1000 kroner ind ad døren skattefrit.«
»Men vi skal også være ærlige og sige, at det ikke vender op og ned på folks liv. Det er ét bidrag til at sætte gang i hjulene derude,« siger Wammen.
Førtidspensionister, PTSD-ramte og flere andre grupper får også den check på 1000 kroner, som partierne er blevet enige om at uddele.
Det fremhæver Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.
Dagpengemodtagere får desuden forlænget deres periode med yderligere to måneder. Samlet set er der dermed åbnet en retfærdig social balance i aftalen, mener SF's, formand Pia Olsen Dyhr:
»Der kommer penge ud til danskerne over en bred kam. Det gælder både feriepengene, men også dem, der ikke har feriepenge. Dermed kommer der også hjælp til den fattige mor. Det har været vigtigt for SF,« siger Pia Olsen Dyhr.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kalder det 'naturligt' at forlænge dagpenge og sygedagpenge med to måneder.
»Der vil komme flere og flere stillinger, man kan søge, men de er ikke kommet endnu. Derfor er det rimeligt, at vi forlænger perioden med yderligere to måneder,« siger Peter Hummelgaard.