Hvorfor har partiformand og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen engageret sig så usædvanlig stærkt i  særligt et havvindmølleprojekt i Vesterhavet ud for Ringkøbing?

Hvorfor er der oprettet et særligt regeringsudvalg for havvind i Udenrigsministeriet med Lars Løkke Rasmussen som udvalgsformand, når sådant et udvalg ville ligge mere naturligt i Klima- og Energiministeriet?

Og er der flydt penge fra den meget pengestærke investeringsfond Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), som vil opføre havvindmølleparken i havet ud for Ringkøbing?

Det er bare nogle af de spørgsmål, Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, savner svar på, efter mediet Zetland torsdag breakede en historie om, at Lars Løkke Rasmussen med usædvanlig stort engagement for en udenrigsminister har kastet sig ind i CIPs mulighed for at opføre havvindmølleparken, som ellers så dødsdømt ud som følge af EU-regler.

»Der tegner sig et billede – som vi nu skal have afdækket gennem spørgsmål og samråd – af, at der kan være sket en ikke-saglig indblanding i en meget vigtig sag: Nemlig, hvordan vi hurtigt får opført havvind, så vi kan blive fri af russisk gas og nedbringe vores C02-udledning,« siger Pelle Dragsted og fortsætter:

»Der er noget, der tyder på, at CIP har fået en forlomme på et ikke-sagligt grundlag. For der ser ud til at have været muligheder for at lave et bredere udbud af havvindmølleprojektet, som ville have givet flere selskaber adgang til at byde og dermed også kunne have sikret danskerne en billigere pris.«

Zetland beskriver, hvordan Lars Løkke Rasmussen under Folkemødet på Bornholm denne sommer var inviteret med som hovedtaler ved CIPs luksusmiddagsarrangement i Gudhjem.

Flere embedsmænd udtaler under anonymitet til Zetland, at de opfatter Lars Løkke Rasmussens indblanding i sagen som problematisk, og at Løkke har ‘afsporet’ den normale proces og givet CIP en fordel.

Politisk ordfører i Enhedslisten, Pelle Dragsted.
Politisk ordfører i Enhedslisten, Pelle Dragsted. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Lars Løkke Rasmussen siger til Zetland, at det er korrekt, at han er gået imod embedsværkets anbefalinger, fordi det for ham handler om hensynet til den grønne omstilling og Danmarks mulighed for at bevare en global førerposition inden for grøn omstilling.

»Jeg er fucking ligeglad med, om det er CIP eller Ørsted eller en tredjepart (der opfører havvindmølleparkerne, red.). Det handler om at få noget op at stå og bevare noget dansk kompetence,« siger Lars Løkke Rasmussen til Zetland.

Pelle Dragsted føler sig ikke overbevist om, at Lars Løkke Rasmussen har rent mel i posen.

»Han virker vredladen og modvillig, og så tænker man jo, at man har fat i et eller andet. Vi skal have afdækket, hvilke relationer der er mellem Lars Løkke og CIP. Det være sig for eksempel personlige relationer i forbindelse med partistøtte,« siger Pelle Dragsted og fortsætter:

»Det er altid vigtigt, at der er åbenhed om, hvilke pengestrømme der er til partierne. Og det er endnu vigtigere, når der bliver rejst sådan en anklage. Derfor appellerer jeg også til Moderaterne om at fremlægge eventuelle økonomiske relationer mellem CIP og Moderaterne. Jeg påstår ikke, at der er økonomi mellem CIP og Moderaterne. Men for at afkræfte den mistanke er det vigtigt, at der er fuld åbenhed, og at Moderaterne fremlægger samlet, hvad de måtte have fået af partistøtte fra CIP.«

Enhedslistens politiske ordfører vil nu have svar på, hvorfor regeringen har afvist et lynudbud af havvinden, som ellers var indstillingen fra hele seks ministerier, som vurderede, at det formentlig var i strid med lovgivningen at fortsætte den såkaldte åben dør-ordning, hvor havvindmøllevirksomhed efter først til mølle-princippet fik tildelt havbund af staten af opsætte møller på. Kvit og fri.

Med udbudsordningen vil staten kunne få ganske store summer i statskassen, da havvind i dag er så rentabel en forretning for investorerne, at de villige til at betale penge for, at staten stille havbund til rådighed for deres møller.

Zetland spørger meget direkte Lars Løkke Rasmussen om CIP har fået særbehandling på noget tidspunkt i processen. Dertil svarer han: ‘Nej’.

B.T. har torsdag aften spurgt Lars Løkke Rasmussen, om han vil kommentere sagen.  

Vi vil gerne have et klart svar på, om han, Moderaterne eller medlemmer af Moderaterne på noget tidspunkt har modtaget nogen form for økonomisk støtte/økonomiske bidrag fra CIP. 

Men Lars Løkke Rasmussen har ingen kommentater, siger han til B.T. 

Moderaterne politiske ordfører, Monika Rubin, ønsker ifølge Ritzau heller ikke at udtale sig om, hvorvidt partiet har modtaget økonomiske donationer.

»Hvorvidt vi undersøger, om vi har fået det, og hvorvidt vi kommer til at offentliggære det, det er noget, vi skal diskutere i gruppebestyrelsen,« siger hun. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.