Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted tager nu sin skandaleramte partifælle, Christian Juhl, i forsvar.

Det sker efter B.T.s afsløring af, at Juhl i sin tid som folketingsmedlem flere gange mødtes på Christiansborg med personer, der enten er medlem af eller tilknyttet den palæstinensiske terrororganisation PFLP.

B.T. har spurgt Pelle Dragsted, om han fortsat er tryg ved, at Christian Juhl fungerer som frontfigur og kontaktperson for partiets Palæstinaudvalg.

Selvom Christian Juhl i 2022 stoppede efter 11 år i Folketinget, er han nemlig stadig aktiv i Enhedslisten.

Blandt andet står han i spidsen for partiets Palæstinaudvalg, hvor han er med til at udvikle Enhedslistens politik i forhold til Palæstina og desuden holder møder og foredrag samt skriver debatindlæg om emnet på vegne af partiet.

»Christian Juhl har meget klart sagt, at han ikke var vidende om, at de her personer – hvis det er korrekt – havde tilknytning til PFLP. Det har jeg fuld tillid til, og derfor kan jeg ikke se noget problem i, at han er kontaktperson for udvalget«, sagde Dragsted tirsdag til partiets sommergruppemøde. Han tilføjede:

»Jeg har stor tillid til Christian og synes, at han har gjort et rigtigt, rigtigt godt stykke arbejde som mangeårig udenrigsordfører for Enhedslisten.«

Adspurgt, om Christian Juhl i regi af Enhedslistens Palæstinaudvalg må fortsætte med at mødes med personer, der er medlem af eller tilknyttet PFLP, svarede Pelle Dragsted:

»Jeg synes absolut ikke, at man skal mødes med folk, der har tilknytning til terror. Og da slet ikke efter, hvad der skete den 7. oktober. Altså, det var jo fuldstændigt forfærdeligt. Og jeg synes, at det er helt forfærdeligt, at organisationer, også dem, som vi historisk har opfattet som sekulære og mere venstreorienterede kræfter, har deltaget i de massakrer på jødiske civile som fandt sted 7. oktober. Det kan jeg kun tage den stærkeste afstand fra. Det gælder i øvrigt alle drab på civile.«

Dragsted har også fortalt, at Enhedslisten som konsekvens af B.T.s afsløring nu vil foretage baggrundstjek af de organisationer, man mødes med i folketingsgruppen.

Læs mere om det HER.

B.T. har beskrevet, hvordan Christian Juhl i sin tid som folketingsmedlem mindst tre gange – i 2012, 2018 og 2020 – mødtes med personer, der er medlem af eller tilknyttet PFLP. I hvert fald to af disse fandt sted på Christiansborg.

Her mødtes Christian Juhl blandt andre med PFLP-lederen Khaled Barakat og Abla Sa'adat, der er gift med PFLPs fængslede generalsekretær, Ahmad Sa'adat.

Først lød det fra Juhl, at han i sin tid som folketingsmedlem »mødtes med mange mennesker, som jeg er dybt uenige med«, og at »møderne, som I omtaler, omhandlede palæstinensiske fangers forhold og brud på deres menneskerettigheder.«

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan møderne blandt andet handlede om løsladelsen af PFLPs fængslede generalsekretær, Ahmad Sa'adat samt andre personer med tilknytning til PFLP.

Christian Juhl understregede samtidig, at han »fordømmer enhver form for terror og vold mod civile, også den som PFLP har deltaget i.«

Her ses Khaled Barakat og hans kone, Charlotte Kates, til foredrag hos Internationalt Forum på Nørrebro i København. Bag dem hænger et PFLP-banner. Samme dag som foredraget fandt sted, mødtes Christian Juhl med Barakat og Kates.
Her ses Khaled Barakat og hans kone, Charlotte Kates, til foredrag hos Internationalt Forum på Nørrebro i København. Bag dem hænger et PFLP-banner. Samme dag som foredraget fandt sted, mødtes Christian Juhl med Barakat og Kates. Samidoun.net

Men ni dage efter, at B.T. første gang var i kontakt med ham, ændrede han forklaring og påstod, at han ikke anede, at de personer, han mødtes med, var medlemmer af PFLP.

Christian Juhl mener ikke selv, at han har ændret forklaring, men nægter at svare på B.T.s opfølgende spørgsmål.

PFLP har siden 1997 været på USAs liste over terrororganisationer. I 2012 kom organisationen også på EUs terrorliste.

PFLP har stået bag adskillige terrorangreb, herunder flykapringer og selvmordsbombeangreb.

Terrororganisationen stod også bag snigmordet på den israelske turistminister Rehavam Ze'evi i 2001 og deltog desuden i terrorangrebet mod Israel den 7. oktober sidste år.

Her ses Enhedslistens Christian Juhl til møde med Mohammed Khatib på Christiansborg. Khatib er en central skikkelse i organisationen Samidoun, der samler penge ind til PFLP. Ifølge flere udenlandske medier og israelske efterretninger er Khatib også medlem af PFLP.
Her ses Enhedslistens Christian Juhl til møde med Mohammed Khatib på Christiansborg. Khatib er en central skikkelse i organisationen Samidoun, der samler penge ind til PFLP. Ifølge flere udenlandske medier og israelske efterretninger er Khatib også medlem af PFLP. Samidoun.net

Ifølge den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp er B.T. afsløringer af Christian Juhls terrormøder 'dybt bekymrende.'

Læs mere om PFLP og Christian Juhls møder med medlemmer af terrororganisationen HER.