Nu melder endnu en fremtrædende journalist og tidligere TV-vært sig i koret af kritikere af Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen.

Den tidligere TV2-vært Jes Dorph-Petersen har allerede langet hårdt ud efter Poul Madsen på Facebook.

Nu angriber den tidligere DR-vært Paula Larrain også Poul Madsen på det sociale medie af samme grund. Hun mener, at Ekstra Bladets underholdningschef Lise Bondesen skal fyres, hvis Ekstra Bladet skal bevare sin troværdighed.

Læs også: Nu får Casper Christensen sin hævn: Laver tv-serie om Se og Hør

'Denne kvinde var den 'journalist' der var med til at drikke Kiefer Sutherland i hegnet for at kunne skrive historien om ham. Det er for let, Poul Madsen,' skriver Paula Larrain på Facebook.

Lise Bondesen skriver torsdag selv historien om sin seks år som nyhedschef på Se og Hør, over fire sider i Ekstra Bladet, men uden at nogen stiller hende kritiske spørgsmål. Og samtidig roser Poul Madsen hende på avisens bagside for hendes mod. Men både Jes Dorph og Paula Larrain mener, at dermed er sagen absolut ikke slut.

- Det er ikke modigt af hende at stå frem, det manglede sgu bare, men det er direkte skandaløst, hvis hun får lov at fortsætte, som intet er hændt, når hun som ganske voksen har været med til så amoralsk en omgang med vores fag. Jeg har INGEN tillid til EB, sålænge hun får lov at blive siddende på underholdningsstoffet, skriver Paula Larrain.

Læs også: Jes Dorph angriber Ekstra Bladet: Det er ikke særlig modigt, Poul Madsen

Lise Bondesen og hendes kæreste, der også arbejdede på Se og Hør gik i 2010 på druk med Hollywood-stjernen Kiefer Sutherland uden at præsentere sig selv som journalister. Lise Bondesen fik et tip på sin mobil, om at skuespilleren Kiefer Sutherland sad på baren Salt på sit hotel. Hun tog ind for at møde Kiefer Sutherland sammen med sin partner. De to valgte dog at opsøge skuespilleren uden at give sig til kende som journalister.

- Først sad vi og kiggede på manden, der var enormt snakkesalig og talte med folk omkring sig. Så gik jeg hen og spurgte, om han ville have en drink, fortalte Lise Bondesen senere til journalisten.dk..

Kiefer Sutherland takkede ja til drinken og selskabet, og resten af natten festede han med Se og Hørs journalister uden at vide, at det var Danmarks sladderblad nummer et, han var røget på druk med.

Lise Bondesen mente ikke, at de to journalister burde have præsenteret sig som repræsentanter for dansk presse.

- Det er en udvidet omgang af klummen 'Øjne i Natten', hvor vi skriver om, hvad folk drikker, og gerne hvad de snakker om, når de er i byen. Vi præsenterede os ikke på grund af en kraftig fornemmelse af, hvem han er. Hvis han havde hørt, at vi er journalister, så ville det have været slut, sagde Lise Bondesen.

Bt.dk har forsøgt at få en kommentar fra Poul Madsen, men det er endnu ikke lykkedes.