Den tidligere radikale kulturminister og eks-medlem af Folketinget Uffe Elbæk, der var med til at stifte partiet Frie Grønne, mener, at det var en fejl, at partiet blev skabt.
Det siger Uffe Elbæk, der i sin tid også var med til at stifte Alternativet, til Radio IIII.
- Det var en fejler, siger Elbæk til mediet.
Han var med til at stifte Frie Grønne i 2020, efter at Alternativet nærmest gik i opløsning på grund af intern utilfredshed med daværende politisk leder Josephine Fock.
I 2022 vendte Elbæk dog tilbage til Alternativet, som han var med til at stifte i 2013.
- Der har ikke været nogen som helst kommunikation lige siden. Det var et rimelig dramatisk farvel. De, som tegner Frie Grønne, de har valgt en vej, som jeg ikke kunne gå ned ad, siger Uffe Elbæk.
Frie Grønne er i dag ledet af Sikandar Siddique, der også har en fortid som folketingsmedlem for Alternativet sammen med Elbæk. Sikandar Siddique var med til at stifte Frie Grønne.
Han og Frie Grønne skabte en del overskrifter i forbindelse med kommunalvalget i sidste måned. Her havde partiet hængt en række meget omtalte plakater op i København med teksten "Befri København fra zionisme".
Den plakat kalder Elbæk i øvrigt også for en "fejler". Han kalder den for "konfliktoptrappende" og tilføjer, at han aldrig ville have gjort det samme.
Efter valget har der været en del virak omkring Sikandar Siddique, der formåede at blive valgt ind i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.
I sidste uge meddelte Københavns Kommune således, at den agter at annullere Sikandar Siddiques bopælsregistrering i kommunen.
Det kan i sidste ende betyde, at han må forlade Københavns Borgerrepræsentation.
Sikandar Siddique kan kun sidde i Borgerrepræsentationen i København, hvis han også bor i kommunen. Valgte politikere kan miste deres valgbarhed og dermed udtræde af kommunalbestyrelsen, hvis de ikke lever op til reglerne fastsat i kommunalvalgloven.
Tilbage i maj meddelte Sikandar Siddique, at han flyttede fra sin familie i Herlev Kommune til København for at kunne blive opstillet til kommunalvalget i hovedstaden.
Ifølge Ekstra Bladet ejer han dog stadig sit hus i Herlev, hvor hans kone og børn fortsat bor.
Ekstra Bladets dækning af flytningen fik Herlev Kommune til at undersøge sagen før kommunalvalget. Kommunen konkluderede, at Sikandar Siddique var "korrekt bopælsregistreret".
Kort efter valgte Københavns Kommune så at indlede en undersøgelse af flytningen, og den er altså endnu ikke afsluttet.
/ritzau/
