Han blev kaldt 'spejlblank', 'ukendt' og et 'højrisikoprojekt'.
Og på Christiansborgs gange hviskede man bag hans ryg, at han var et 'håbløst projekt'.
Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, husker tydeligt, hvor slemt det stod til, da han blev ny K-formand. Og det skulle blive endnu værre.
»Jeg blev kaldt 'spejlblank' og alt muligt andet negativt. Skepsissen var stor. Og jeg kan godt forstå det. Ud over Viborg og omegn var der ingen, der vidste, hvem jeg var. Jeg var ikke medlem af Folketinget. Og jeg kunne forstå på mange, at holdningen var, at det var håbløst, og at De Konservative ikke var rigtig kloge at vælge mig. Det var en hård første tid,« siger Søren Pape Poulsen.
»Modvinden i pressen havde orkanstyrke, efter at jeg blev ny konservativ formand 7. august 2014. Jeg blev kaldt de grimmeste ting. Jeg fik dumpekarakter, selv om jeg ikke havde været til eksamen endnu. Det første halvandet år som politisk leder var en af de hårdeste perioder i mit liv,« siger Søren Pape Poulsen.
Han har selv for nylig slået udtalelsen 'spejlblank' op på Facebook. Det er sjældent, politikere slår negative ting op om sig selv. Søren Pape Poulsen gør det, fordi udtalelsen står i skarp kontrast til situationen nu, hvor mange kommentatorer mener, han burde være statsministerkandidat for blå blok.
Men han skulle igennem halvandet år som den grimme ælling, før han kunne brede vingerne ud som en flot svane. Og det krævede meget jysk stædighed ikke at give op.
Pape fik en ordentlig en på tuden ved det første folketingsvalg. Partiet fik 3,4 procent af stemmerne og kun seks mandater. Det var det dårligste resultat i 100 år, og partiet var så lille, at det fik Per Stig Møllers tidligere kontor som gruppeværelse. Søren Pape havde offentligt meddelt, at hvis han ikke kom i Folketinget, ville han trække sig. Det var tæt på. Han fik ikke stemmer nok til et kredsmandat, men kom i Folketinget på et tillægsmandat. Noget tydede på, at kritikerne havde ret.
'Er partiet døende?' spurgte Berlingske i en overskrift på en politisk analyse i februar 2016, da det tidligere hæderkronede parti fyldte 100 år.
»I 2015 havde vi det værste valg i 100 år og fik kun seks mandater. Og i 2016 nåede jeg bunden med 2,6 procent. Vi var tæt på spærregrænsen, og jeg må indrømme, at jeg tænkte, at 'det, der startede med Piper (Emil Piper var partiets første formand 1916-28, red.), skulle det ende med Pape?' Der satte min jyske stædighed ind. Jeg tænkte: 'Det skal ikke slutte med mig',« siger Søren Pape Poulsen.
»Jeg var usikker i min rolle. Det var en stejl læringskurve. Jeg fik mange gode råd om, hvordan jeg skulle gå og stå og se ud, og hvad jeg skulle mene og tænke. Jeg blev til sidst helt rundtosset. Det er svært at være formand for et parti, og man kan ikke forestille sig det, medmindre man har prøvet det. Alt det, der er noget skidt, ender hos mig,« fortæller han.
Pape fik mange gode råd fra sin spindoktor, presseafdelingen og politiske kolleger om, hvad han skulle gøre for, at det gik bedre. Rådene pegede i mange forskellige retninger, og han kunne dybest set ikke bruge dem til ret meget.
»På et tidspunkt måtte jeg se mig selv i øjnene og beslutte, hvad jeg ville. Der besluttede jeg mig for at være mig selv, sige min mening, gå i det tøj, jeg havde lyst til, og bare være den, jeg er. Så måtte det briste eller bære. Men meningsmålingerne vendte, da jeg blev justitsminister,« siger Søren Pape Poulsen.
Tilbuddet om regeringsdannelse kom ud af det blå. Lars Løkke havde dannet en mindretalsregering efter valget i 2015, men formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, var klatret op i et træ med et ultimativt krav om topskattelettelser.
For at løse problemet inviterede Lars Løkke LA ind i regeringen, og han ringede også til Søren Pape og tilbød ham en plads i regeringen. Søren Pape havde sagt, at partiet var for lille til at gå i regering, men han skiftede mening.
»Jeg havde sagt, at vi var for små til at komme i regering, og det mente jeg også. Vi var også et uerfarent hold, hvor kun Brian Mikkelsen havde prøvet at sidde i regering før. Men jeg endte med at tro på, at folk, der stemmer på De Konservative, gør det, fordi de ønsker så meget indflydelse som muligt.«
»Jeg kunne selv bestemme, hvilken post jeg ønskede, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være justitsminister. Der havde jeg mulighed for at gøre noget. Der er også stor fokus på Justitsministeriet og mange problemer. Der var bandekrig, og de skød på hinanden i Københavns gader. Jeg var drevet af oprigtig indignation over, at banderne troede, de kunne bestemme på gaderne i København og Aarhus, Jeg gik hårdt til banderne, Loyal To Familia er indtil videre forbudt. Og DF og S var enige i det meste. Det er jeg rigtig stolt af,« siger han med glæde i stemmen.
Søren Pape gik direkte fra den værste periode i sit liv til højdepunktet.
»Jeg følte mig straks hjemme i ministeriet. Jeg elskede hver eneste morgen, når jeg gik gennem Justitsministeriet og ind til mit kontor. Det var lidt som at være borgmester. Jeg havde mit eget hold og sad for bordenden. Det var min lykkeligste tid som formand for De Konservative,« fortæller han.
»Man er altid på. Selv om natten var telefonen ikke på lydløs, og det var ikke sjældent, den ringede. Jeg ville bekæmpe banderne med alle midler og beskytte ofrene for forbrydelser. Og det kunne vælgerne godt lide. Bekæmpelsen af banderne blev mit svendestykke. De Konservative begyndte stille og roligt at gå frem, og det er fortsat siden.«
Ved valget i 2019 fordoblede De Konservative resultatet til 6,6 procent og 12 mandater. Og fremgangen er fortsat, så De Konservative nu ligger på 10,2 procent i Berlingske Barometers gennemsnit af meningsmålinger.
Partiet er netop gået med i regeringens nye politiaftale, og det kalder Søren Pape en 'tidlig julegave'. Venstre er ikke med.
»Regeringen lagde ud med at tage alle de elementer, jeg havde gennemført, og fortsatte dem og lagde noget mere oveni. Jeg tænkte: 'Det bliver svært at trumfe', men jeg er rigtig glad for resultatet. Og rigtig ked af, at Venstre har valgt ikke at være med. Når DF og Nye Borgerlige er med, kan det jo ikke være blødt og rødt. Vi får flere betjente, flere lokale politistationer, og det er slut med at få strafrabat. Det er virkelig godt,« siger Søren Pape Poulsen.
Mine kilder siger, at når I holder møder blandt de borgerlige partiformænd, er det dig, der er forsonende og samlende?
»Det er jeg glad for at høre. Men det er også sådan, jeg er.«
Nogle mener med baggrund i, at det ikke går så fantastisk for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, at du ville være et bedre bud på en borgerlig statsministerkandidat?
»Det vil jeg slet ikke ind på. Venstre er jo større end alle andre blå partier tilsammen, så det synes jeg ikke, vi kan snakke om nu. Jeg mener ikke, vi skal være enige om alt i blå blok eller have et fælles projekt. Som eksempel kan man se på Socialdemokratiet og deres støttepartier. Socialdemokratiet og Enhedslisten er jo langtfra enige om f.eks. udlændingepolitikken, men alligevel støtter Enhedslisten Socialdemokratiet.«
»Havde coronaen ramt Danmark i 2019, havde den tidligere regering sandsynligvis siddet endnu. Et land i krise bakker op om lederen. Pandemien har sat politik på standby. Men det er klart, at hvis vi skal have regeringen skiftet ud, skal vi op på 90 mandater til blå blok. Der er vi ikke endnu. Men det kan sagtens komme, og vi skal ikke være desperate. Der er lang tid til næste valg, og meget kan nå at ændre sig,« siger Søren Pape Poulsen.
