Det er ærgerligt, at Jens Rohde forlader politik. Det siger partiformand for Kristendemokraterne Isabella Arendt til B.T.

»Han har luftet det i nogle måneder. Det er hårdt at være ene mand for partiet i Folketingssalen. Det er ærgerligt, men det er jo hans beslutning,« siger Isabella Arendt og fortsætter:

»Jens er en stor profil i dansk politik. Derfor havde jeg gerne set ham som en del af holdet op mod næste valg og som en af vores kandidater. Heldigvis har vi andre gode kandidater og partiet er ikke blot en person,« siger Isabella Arendt.

Isabella Arendt forklarer, at Jens Rohde gerne vil prioritere mere tid i hjemmet i Viborg, hvor hans kone Katrine Fusager Rohde sidder i byrådet.

Jens Rohde forlader politik
Jens Rohde forlader politik Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Der har været en del politiske uenigheder mellem Jens Rohde og Kristendemokraternes generelle politiske linje. Især har abortspørgsmålet været en udfordring, hvor Rohde blandt andet ønsker at retten til abort skal være en global rettighed. Det har mødt modstand internt i Kristendemokraterne.

Isabella Arendt afviser, at de uenigheder spiller en rolle i Rohdes exit.

»De uenigheder, som vi har, er helt åbne og har været kendt længe. Det spiller ingen rolle her. Vi er stadig i samme parti og har slet ikke så afgørende uenigheder, at vi ikke kan være i samme parti,« siger hun.

Jens Rohde stopper ikke i Folketinget nu, men har alene besluttet sig for ikke et genopstille.

»Du må selv spørge Jens Rohde til hans kommende arbejde, men jeg regner med, at han er på Christiansborg i den kommende tid,« siger Isabella Arendt.